Formanden for minkavlerne er tilfreds med rammerne for erstatningsaftale

Aftalen om erstatning til minkavlerne er tilfredsstillende, lyder det fra Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere. Han vil ikke råde minkavlere til en dvaleordning og begynde at avle igen, når pandemien er overstået.

Umiddelbart ser den nye aftale om erstatning til minkavlerne fin ud, vurderer Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere.

- Rammerne ser tilfredsstillende ud, men vi kan først se, hvad den enkelte avler får, når der er lavet nogle bekendtgørelser for, hvordan pengene skal fordeles, og hvordan hver enkelt farm bliver takseret ved en taksationskommission, siger Tage Pedersen til TV SYD.

Mandag aften landede regeringen, Venstre, De Radikale, SF og Liberal Alliance en aftale om erstatning til minkavlerne, efter at regeringen i november sidste år beordrede, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Mellem 15,6 og 18,8 milliarder kroner er sat af for at yde kompensation til minkavlerne og følgeerhvervene. Og selvom det er mange penge, så er det ikke for meget, mener formanden.

- Det er rigtig mange penge, men det er også et rigtig stort erhverv, der er blevet nedlagt. Et erhverv i verdensklasse og der var investeret store summer i de omkring 1.000 minkfarme, der til begyndelsen af november sidste år var eksisterende i Danmark. Alle de investeringer er tabt og skal erstattes, mener Tage Pedersen.

Bliver svært at komme i gang igen

I aftalen indgår en dvaleordning på 60 mio. kroner. Det er penge til minkavlere, der måtte ønske at starte en produktion af mink igen efter 2021, eller når coronapandemien er overstået. 

Men på trods af ordningen så tror Tage Pedersen ikke, at mange kommer til at benytte sig af den.

- Det bliver alt for svært og et meget hårdt arbejde at begynde at avle mink ovenpå en total nedlukning. Hele følgebranchen er væk som foderindustrien og pelserierne, så det vil blive et meget hårdt arbejde at starte igen. Jeg vil ikke anbefale det. Erhvervet er dødt i Danmark, sådan som jeg ser det, siger minkavlernes formand, Tage Pedersen.