Nu kan nationale særregler være fortid efter årelang pantkrig
Miljøminister Magnus Heunicke har nu skåret igennem i en krig, der har raset siden 2003 mellem Danske Erhverv og Danmarks Naturfredningsforening på den ene side, og grænsekøbmændende på den anden.
Grænsekonflikten startede på sin vis i 1942 under en anden stor konflikt.
Der indførte Danmark pant på øl- og sodavandsflasker. Efter den spæde start i krigsårenes mangel-Danmark kom først plastikflasker og siden - i 2002 - metaldåser, så Danmark nu har et af verdens allermest effektive genindvindingssystemer for drikkeemballage.
I 2003 indførte vores store nabo mod syd også pant på dåser, og grundige som de altid er, blev panten fastsat til 25 cent, hvilket svarer cirka til 1,90 kroner. Panten i Danmark på flasker med mindre end en liter var kun 1,50 kroner på det tidspunkt og blev året efter endda sat ned til 1,00 for samme type.
Fordelen ved at køre over grænsen for at handle har vekslet fra den ene side til den anden. Nogle gange har smør været billigere på den ene side end den anden, andre gange benzin og i gamle dage kunne man også købe frække film på den ene side, som man ikke kunne på den anden. Men øl har nu altid været billigere syd for grænsen. Men det var nu truet.
Det er lidt vanskeligt at finde ud af, hvordan det kom til at ske, men grænsekøbmændene fik den idé, at dåseøl til danske og svenske forbrugere var en eksportvare og derfor var fritaget for pant. Så i mange år har man kunnet slippe for tysk pant, hvis man skrev under på en erklæring om, at man ville køre skidtet til Danmark eller Sverige.
- Der er ikke vedtaget nogen lov, og der er ikke nogen udtrykkelig hjemmel i tysk lov til at fritage grænsebutikkerne for at opkræve den tyske pant hos danskere og svenskere , siger Betina Schiønning, chefkonsulent for Danske Erhverv (DE).
DE mener, at de tyske myndigheder blot undlader at håndhæve pantreglerne i grænselandet, altså i det nordlige Slesvig-Holsten. De håndhæver dem ellers langs alle andre tyske grænser, når andre EU-borgere handler i Tyskland.
- Det ville jo svare til, at man i Helsingør solgte øl og sodavand til svenske gæster uden at kræve pant, men det sker jo ikke, fortæller Betina Schiønning fra DE.
Mere end 650 millioner dåser om året
DE har kæmpet intenst mod den pantløse grænsehandel siden dag et. Det samme har Danmarks Naturfrednings Forening. DNF samler hvert år skrald ind i den danske natur, og kan konstatere, at af de mere end 650 millioner øl- og sodavandsdåser, vi årligt kører hjem over grænsen, ender en del i den danske natur (se grafik herunder). Over en femårig periode er det 408.000 dåser i hele Danmark og 102.157 i Syd og Sønderjylland alene. Det er ikke en stor procentdel, men det er godt nok mange dåser.
Hos IGG, der repræsenterer grænsekøbmændene, er man ikke imponeret over, at miljøminister Heunicke vil tage sin sag til Bruxelles.
- Alle har ret til at have et ønske her i december, men vi forholder os til EU-kommissionens forslag til emballage-direktiv, hvoraf spørgsmålet om pant kun er en meget lille del, siger Erik Holm Jensen, der er direktør for IGG.
Miljøministeren i Bruxelles
Det er netop derfor miljøministeren er i Bruxelles. DNF og DE's sag har været i modvind. I 2021 fik de ret i, at grænsebutikkerne skulle opkræve tysk pant af danske kunder, modsat praksis altså, men i september i år blev den afgørelse omgjort af en højere instans i EU-systemet, nemlig EU-domstolen.
EU-domstolen henholder sig i afsnit 97 i dommen til, at hvis man skal kunne kræve pant ind, så skal køberen også kunne få sin pant igen i nærheden af sit hjem. Det er jo svært, hvis man bor i Hirtshals og har købt 6 rammer øl i Harrislee.
Artikel 97
...........at Domstolen har fastslået, at en pantordning kun kan opfylde de formål, der forfølges med direktiv 94/62, når forbrugere, der har betalt pant, let kan få beløbet tilbagebetalt uden at skulle vende tilbage til det sted, hvor varen oprindeligt er købt (jf. i denne retning dom af 14.12.2004, Radlberger Getränkegesellschaft og S. Spitz, C-309/02, EU:C:2004:799, præmis 46). Følgelig indebærer formålet med direktiv 94/62 om effektiv indsamling af affald ikke, at der opkræves pant på engangsemballager, der ikke bortskaffes på eksportstatens område, og dette uafhængigt af den omstændighed, at grænsebutikkerne, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 200, på trods af deres anstrengelser og efter modstand fra Dansk Erhverv ikke har fået tilladelse til at deltage i den danske pantordning.
Kilde: EU-domstolen.
- Dommen er krystalklar, siger direktøren for grænsebutikkernes forening.
Hos DE har de taget dommen til efterretning og afventer en løsning mellem Danmark og Tyskland. Men som Betina Schiønning siger, så siger det sig selv, at man ikke kan have 20 butikker i Nordtyskland, der som de eneste ikke opkræver pant, når resten af Europas butikker skal opkræve pant.
Allersidste nyt er, at den danske miljøminister er kommet et stykke vej med sin mission. De andre miljøministre i EU er enige med ham i, at der ikke skal være særregler ved landegrænser.
Der er dog den hage ved den succes, at ministrene er i gang med at forhandle en samlet løsning på EUs emballage-situation, og den skal først lande i 2029.
Vicedirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft er glad for, at der kan være fælles europæiske regler på vej.
- Jeg synes ikke, at ministeren skal hvile for længe på laurbærrene, for de her regler skal tidligst træde i kraft i 2029.
- Derfor synes jeg, at man skal lægge sig i selen fra dansk side for at få det hurtigere gennemført, siger han sent i dag til Ritzau.
