Helen fik hjælp, da hun brækkede hoften: Nu er de efterlyste hjælpere fundet

78-årige Helen Dalvig fra Sønderborg får nu muligheden for at sige mange tak for hjælpen til de tre borgere, der fik hende på højkant og ringede 112.

Det var familien Jensen fra Sønderborg, der den 21. februar sprang til, da Helen Dalvig faldt og brækkede hoften, mens hun var ude at gå en tur i det gode vejr.

- Hun lå i vejkanten, og havde det rigtig dårligt, fortæller Gitte Breede Jensen, der sammen med sin mand og sin søn trådte til med hurtig hjælp.

- De fik fat i en stol og fik ringet efter Falck, fortæller Helen Dalvig, der efterfølgende har forsøgt at finde frem til sine hjælpere gennem et Facebookopslag.

Helen og Mikkel Jensen sørgede for hurtig hjælp.
Helen og Mikkel Jensen sørgede for hurtig hjælp.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

- De var så søde, og de ringede 112. Jeg kunne ikke sanse særligt meget, fordi det gjorde så ondt. Men jeg fik sagt, at når jeg blev rask, måtte de komme over til mig og få lidt opmærksomhed. Men jeg fik ikke sagt, hvem jeg er.

Nu er de fundet, og Helen Dalvig glæder sig til personligt at sige mange tak. Men der kommer til at gå et stykke tid endnu, fordi hun nu er sengeliggende i længere tid.

Der kommer til at gå noget tid, før Helen Dalvig er helt frisk igen.
Der kommer til at gå noget tid, før Helen Dalvig er helt frisk igen.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

- Jeg vil så gerne møde de her mennesker, der har hjulpet mig, og give dem en lille gave, fortæller Helen Dalvig fra sygesengen.

Også familien Jensen er glad for at høre, at det går nogenlunde godt efter faldet.

- Vi glæder os til at møde hende igen: Bare det at hun er kommet på sygehus og har fået behandling, det er jo bare supergodt, siger Gitte Breede Jensen