Foreningen Storkene.dk arbejder for, at storkene skal kunne klare sig selv.
Derfor er der på deres initiativ gennem årene etableret en del vandhuller med støtte fra både private lodsejere og fonde, der hvor der er flest ynglende storke. Her skal der gerne komme liv i form af frøer, frøæg og andre insekter, som er guf for storke.
Men virker paddevandhullerne efter planen?
Det tager Storkene.dk lørdag ud for at undersøge. Her har de tænkt at besøge omkring 20 vandhuller i området omkring Smedager, som blev etableret for mellem fire og seks år siden.
- Vi tager simpelthen ud for at se efter frøæg. Vi ved, at der er frøer og padder i vandhullerne, men vi ved ikke, hvor meget liv der er, fortæller Jess Frederiksen, der er formand i storkeforeningen.
Ifølge Jess Frederiksen er paddehullerne lavet, så småkravlet kan få de bedste livsbetingelser.
- Gode paddehuller har brede kanter, som skråner langsomt nedad. Det er her, frøerne lægger æggene. Et rigtigt paddevandhul tørrer ud i løbet af sommeren, efter at haletudser er blevet til frøer, og før de når ud til eventuelle fisk, som ikke skal æde dem alle, forklarer han.
Vandhullerne er placeret i et bælte, som gør, at bestanden kan sprede sig fra vandhul til vandhul. Det er vigtigt, når man skal opbygge en stærk bestand af padder.
Derfor skal naturen have hjælp til at lave storkeføde
'Hvad udad tabes, skal indad vindes'
Sådan gjaldede det i Danmark, efter at vi tabte krigen i 1864 og dermed Slesvig-Holsten. Det betød, at danskerne gik i gang med at opdyrke og dræne moser, hede og lavbundsjorde, så vi kunne få mere landbrugsjord og skov, når vi nu havde tabt så meget land efter krigsnederlaget.
Men det kom også til at betyde begyndelsen til enden for den store, danske storkebestand og en række andre dyrearter.
Mange fugtige vandhuller forsvandt nemlig, og storkebestanden, der før midten af 1800-tallet talte op mod 10.000 par, svandt ind til nærmest ingen i løbet af de næste 150 år, da maden så at sige blev taget fra den.
