Nu kender vi endelig kønnet: Kom med dit navneforslag til storkeungen i Smedager

Om føje tid begiver den lille storkeunge i Smedager sig ud på den lange rejse sydpå for at overvintre under varmere himmelstrøg. Inden da skal den have et navn.

Den har hoppet op og ned. Vingerne er blevet foldet ud og ind et utal af gange. Nu er den snart klar til afgang.

Søndag lykkedes det endelig storkeungen i Smedager at komme på vingerne for første gang. Det betyder, at ungen om kort tid vil begive sig ud på den lange tur sydpå, hvor den skal overvintre under lunere himmelstrøg.

Men først skal den navngives, og her har vi siden ringmærkningen den 25. juli afventet svar på, hvilket køn ungen har. En brystfjer har været sendt til DNA-test, og nu er der endelig kommet svar.

Det er således en ung hunstork, der om kort tid flyver mod syd.

Derfor efterlyser TV SYD i samarbejde med storkene.dk nu dit bud på et passende pigenavn til storkeungen i Smedagerreden.

Forbryderstorkenes unge

Det har hidtil ikke været kutyme at navngive storkene i Smedager fuldstændig ud af det blå.

Tidligere har Astrid Lindgrens forfatterskab dannet baggrund for navnevalgene, men de nuværende unge storkeforældre i Smedager fik i juni navnene Bonnie & Clyde.

Det skete, efter at parret på forbryderisk vis bortjog storkedarlingen Annika fra reden efter hendes tab af magen Tommy. 

Med 1.315 syd- og sønderjyske sms-stemmer var der dengang ingen tvivl om, at storkeparret skulle opkaldes efter det unge amerikanske forbryderpar, der på dramatisk vis endte deres dage i 1934 efter en kort karriere med både kup og mord i USA's sydstater. 

Virkelighedens Bonnie & Clyde blev blot 23 og 24 år og fik ingen børn. Så her kan man ikke hente navneinspiration.

Disse navne har storkeunger tidligere fået

  • 2019: Anna og Lotte 
  • 2018: Alma, Anton og Line 
  • 2017: Alfred
  • 2016: Pippi

Fra 2011 - 2015 fik ungerne ingen navne. Alle unger er ringmærket.

Send os dit forslag på mail

Siden 2016 er alle storkeungerne i Smedager blevet opkaldt efter karakterer i Astrid Lindsgrens fortællinger. Men der er intet krav om, at ungens navn skal udspringe af det svenske forfatterskab. 

Mulighederne er med andre ord mange, og vi glæder os til at modtage lige netop dit kreative navnebud.

Send dit forslag på mail til storke@tvsyd.dk senest torsdag den 20. august kl. 9.00.  Du må meget gerne give en begrundelse for dit forslag.

Herefter vælger TV SYD og storkene.dk de bedste navneforslag, og disse vil så igen blive sendt til afstemning blandt alle jer derude frem til søndag den 23. august.