Video: Så er storkeungen på vingerne

Søndag den 16. august præcist klokken 17.13 blev dagen, hvor storkeungen i Smedager tog sin første flyvetur.

Efter adskillige hop og basken med vingerne er storkeungen i Smedager fløjet sin første tur fra reden. Det skete klokken 17.13 søndag eftermiddag. Dagen for storkens første eventyr blev som forventet, eftersom storkeungen, der så dagens lys den 15. juni i år, længe har øvet sig.

- Tiden var til, at storkeungen skulle flyve. Når den kan hoppe så højt, at den kan hoppe ud af billedet på storkekameraet, så er den klar, siger Mogens Lange, storkeekspert hos Storkene.dk.

Den har øvet sig længe, og i dag lettede ungen i Smedager for første gang fra reden.
Den har øvet sig længe, og i dag lettede ungen i Smedager for første gang fra reden.
Foto: Storkene.dk/TV SYD

Et levende svævefly

Det er faktisk mere præcist at beskrive storkeungens første tur som en svævetur. Storken har et stort vingefang i forhold til dens vægt, og det gør den besynderligt nok ikke til en god flyver. Tværtimod. Derfor svæver storken, når den tager på tur væk fra reden.

Af samme grund jager storken ikke fra luften, men med fast grund under fødderne. Dens lange ben, som ender ud i lange tæer, gør det muligt for den at indhente sit bytte på landjorden, om det så er i højt græs eller sumpede områder. Den kan nemlig gå hurtigt, og samtidig synker den ikke ned.

De lange ben beskytter også fjerpragten fra at blive våd under jagten på et måltid, og det er fordelagtigt, når storken skal lette igen.

En tur sydpå

Storkene plejer at forlade reden i slut august eller start september for at trække sydpå. Mogens Lange fra Storkene.dk forventer også i år, at det bliver perioden for deres rejse.

- Det er nemmere at trække nu, hvor det er varmere end om en måned, fortæller Mogens Lange, storkeekspert.

De varme strømme gør det nemt for dem at trække adskillige kilometrer på en enkelt dag, hvorimod køligere vejr gør det sværere for dem.

Nu bliver det spændende at følge, om storkeungen trækker sydpå før Bonnie og Clyde. Det er nemlig ganske normalt, at ungen tager afsted først. Mogens Lange fra Storkene.dk forventer ikke, at forældreparret tager afsted før ungen. Sidste år drog Tommy og Annika sydpå fire dage efter, deres unger fløj.

Ungen har endnu ikke fået et navn, da resultatet af DNA-testen, der blev lavet ved ringmærkningen, endnu ikke foreligger.

Tilbage i reden igen

Den første tur er vel overstået. Ungen er søndag aften klokken 19.30 tilbage i reden, og vil nok slå sig til ro for natten. Men allerede mandag morgen er den med stor sandsynlighed på vingene igen for at øve sig til den lange flyvetur, der venter om kort tid.