TV der bevæger dig

Storkene har givet Ninna en fantastisk sommer

Storkereden i Smedager har trukket seere fra hele verden foran skærmen. For Ninna Sørensen fra Stouby har de flotte fugle været en oplevelse i en anderledes tid.

Ninna Sørensen fra Stouby har fulgt med på storkekameraet fra sin computer og iPad siden marts. Foto: Ole Møller, TV SYD

- Det var fantastisk at kunne lukke computeren op og følge med. Så fik man alligevel sin dag fyldt ud med noget positivt, siger Ninna Sørensen.

Storke, katte og en god portion drama har været fast monteret på skærmen i et halvt år hos Ninna Sørensen. Computeren har fremvist livet i storkereden og på landjorden, som har budt på alt fra familieforøgelse til voldelige intriger.

Ninna Sørensen fra Stouby er pensionist og har fulgt flittigt med siden marts, hvor hverdagen blev vendt op og ned for mange på grund af covid-19 nedlukningen. Storkene er derfor blevet en fast del af dagligdagen, men nu går der efterhånden længere imellem aktivitet i reden.

Reden er nemlig blevet mere og mere tom, og det er efterhånden længe siden, at storkeungen Ronja har været hjemme. Ikke desto mindre har sommeren været fyldt med liv og ikke mindst spænding.

Læs også Se storkeungens rejse fra vugge til egne vinger

En fascinerende oplevelse

For Ninna Sørensen har storkene været med til at give dagene mere indhold, når alt var lukket ned, og hun ikke kunne foretage sig meget.

- De første to-tre måneder turde jeg næsten ikke køre op og handle, men så kunne jeg sidde og følge med her. Det har været en oplevelse, siger Ninna Sørensen.

Det er blandt andet storkenes smukke udseende, som har fået hende til skærmen næsten fra morgen til aften, og hun har fået et forhold til den lille familie. Men også den medfølgende viden har gjort hende meget klogere på fuglelivet.

- Det har været meget fascinerende. Jeg havde faktisk ikke troet, at man kunne få sådan nogle oplevelser, siger Ninna Sørensen, som er blevet klog på storkene og deres adfærd.

Storkene har desuden været et samtaleemne i hendes omgangskreds, hvor flere også har besøgt reden i Smedager. Det har hun desværre ikke selv, men var turen gået sydpå, havde reden også fået et visit fra hende.

Alligevel har storkekameraet kørt dagligt på både computer og iPad.

- Det har simpelthen bare været alletiders - en rigtig god sommer, siger Ninna Sørensen.

Læs også Ronja har forladt reden

Dramatisk sommer byder på spænding

Selvom Annika måtte forlade reden til stor skam, synes Ninna Sørensen alligevel, at det har været fantastisk, at der er kommet et nyt storkepar til reden.

Men et nyt storkepar giver også en uvished om fremtiden.

- Det er spændende at se til næste år, om det bliver Annika, som kommer igen eller de to. Der vil jeg godt nok følge med og se, hvad der nu skal ske, siger Ninna Sørensen.

Storkeungen Ronja er fløjet sydpå, og snart vil det unge forældrepar, Bonnie og Clyde, tage samme tur.

Mest sete på tvsyd.dk