I 2030 vil der mangle 807 dagplejere i det syd- og sønderjyske

I en fremskrivning fra FOA spås det, at der vil mangle hundredvis af dagplejere om otte år. Det vil få betydning for det frie pasningsvalg, lyder det fra ekspert.

Der vil de kommende år komme til at mangle mange flere dagplejere i Syd- og Sønderjylland.

Mere præcist vil der mangle 807 dagplejere i de syd- og sønderjyske kommuner samt i Hedensted og Horsens frem mod 2030. Det fremgår af en fremskrivning fra FOA.

Dagplejerne er ifølge fagforbundet presset af stigende børnetal, mens en stor del af de nuværende dagplejere nærmer sig pensionsalderen. På landsplan kommer man til at mangle i omegnen af 5.000 nye dagplejere.

Bedre vilkår savnes

Det er en bekymrende situation mener FOA, der opfordrer kommunerne til at se på de vilkår, som dagplejerne har.

- En dagplejer skal i dag stå til rådighed i 48 timer om ugen, Det er et vilkår, men det er ikke særligt attraktivt. Derfor skal de have nogle bedre forhold, siger Karen Birgitte Hove, der er faglig sekretær hos FOA Trekanten.

Det synspunkt er sektorformand Anni Jessen fra FOA Sønderjylland enig i. Hun peger samtidig på, at der er forskellige vilkår på tværs af kommunerne.

Det skal der gøres noget ved, hvis problemet med manglende dagplejere skal løses, mener hun.

- En dagplejer må i dag for eksempel ikke hente sit eget barn i en daginstitution i arbejdstiden. I flere kommuner skal de også selv betale for udgifterne, hvis der skal etableres et skur eller haven skal hegnes ind, fortæller Anni Jessen.

I tabellen her kan du se det antal dagplejere, man i øjeblikket efterspørger i de forskellige kommuner samt tallet for de dagplejere, der går på pension. Den sidste række viser det samlede antal dagplejere, man mener, der vil mangle i 2030.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Det billede bekræfter Andreas Rasch Christensen, der er forsknings- og udviklingschef ved VIA University College.

- Man kan faktisk sige, at det er over hele linjen, at der mangler hænder lige i øjeblikket. Der mangler både pædagoger og dagplejere, siger han.

Han peger på, at manglen på dagplejere kan få betydning for det frie institutionsvalg. 

- Friheden i valget er jo et grundfundament. Det valg forsvinder jo, hvis der mangler dagplejere, fortæller Andreas Rasch Christensen.