Mor modtog video af datters drab igen og igen - nu vil politikere stramme grebet på sociale medier

Til februar fremsætter regeringen et lovforslag, som pålægger Facebook at fjerne ulovligt indhold, inden for 24 timer at det er blevet anmeldt.

Når Helle Vesterager Jespersen fra Grindsted åbner sin computer, er der altid en risiko for, at hun kan opleve de sidste rædselsvækkende sekunder af drabet på hendes datter.

Hendes datter 24-årige Louisa Vesterager Jespersen blev i december 2018 dræbt af terrorister i Marokko, da hun sov i telt i Atlasbjergene med sin veninde 28-årige Maren Ueland, som også blev dræbt.

Det brutale drab på de to kvinder blev optaget på video og efterfølgende spredt i hele verden. På videoen bliver Louisa Jespersen og Maren Ueland halshugget.

Op til flere gange om ugen bliver videoen sendt til Helle Jespersen og hendes andre børn på Facebook. Nogle gange skjult så videoen når at blive afspillet, før de opdager, hvad den indeholder.

I flere år har Helle Jespersen forsøgt at få Facebook til at fjerne videoen for evigt fra platformen, men det er aldrig lykkes.

Nu vil regeringen pålægge Facebook ved lov at fjerne indhold, som er blevet anmeldt.

Det skriver dr.dk.

Partier: Facebook skal leve op til deres ansvar

Selvom Helle Jespersen flere gange har anmeldt videoen og billeder derfra til Facebook, så har techgiganten i op til ti tilfælde ikke fjernet indholdet.

Det er det ansvar, som regeringen vil forsøge at påvirke ved det nye lovforslag, som skal følge princippet om 'notice and take down', som groft oversat betyder 'anmeld og tag ned'.

Helle Jespersen håber, at der vil komme ny lovgivning, som kan stoppe delingen af videoen af hendes datters drab.
Helle Jespersen håber, at der vil komme ny lovgivning, som kan stoppe delingen af videoen af hendes datters drab.
Foto: TV Midt/Vest

Flere partier vil dog have en strammere lovgivning for techgiganter og sociale medier platforme.

Dansk Folkeparti og SF mener, at sociale medier helt skal blokere for åbenlyst ulovligt materiale, så det ikke kan deles på ny.

Det er et andet princip, som kaldes 'notice and stay down'. 

DRABET PÅ TO KVINDER I MAROKKO

Louisa Jespersen rejste den 9. december 2017 til Marokko med veninden Maren Ueland fra Norge. Planen var at rejse rundt i det afrikanske land over julen. 

Men så langt nåede pigerne aldrig. Den 17. december blev de fundet dræbt ved deres telt ved Toubkal-bjerget. De var blevet halshugget. 

Senere blev fire mænd dømt til døden for terrorforbrydelsen, da de sværgede troskab til terrororganisationen Islamisk Stat. I alt er 24 personer dømt i sagen.

Både Danmarks statsminister, dengang Lars Løkke Rasmussen, Norges statsminister og den marokkanske regering fordømte efterfølgende drabene.

Kilde: TV 2, Berlingske og Wikipedia.

Retsordfører Karina Lorentzen fra SF er enig. Hun mener, at det er nødvendigt at regulere techgiganterne, fordi de i hendes øjne ikke selv kan tage ansvaret.

Erhvervsminister Simon Kollerup fra Socialdemokratiet stemmer ligeledes i. 

Han kalder det "håbløst" og henviser til, at ingen i Danmark skal opleve det samme som Helle Vesterager Jespersen, der ugentligt får tilsendt drabsvideoen over Facebook.

Han forsøger at få en 'notice at stay down'-lovgivning gennemført på EU-plan. Derudover har han bedt Erhvervsministeriet undersøge, hvad der er muligt at gøre i Danmark. 

Facebook: Misforståelse om hvad der teknisk er muligt

Martin Ruby er Facebooks politiske chef i Norden, og han ærgrer sig over, at Facebook ikke har forhindret, at drabsvideoen af de to kvinder er blevet delt vidt og bredt. 

Ifølge ham har de "brændemærket" videoen. Det betyder, at Facebook har givet videoen en form for id, som de kan spore den med. 

Men det kan nemt omgås ved at ændre en smule i videoen, når den bliver uploaded og delt på ny. Så opfattes den som ny af Facebooks systemer og bliver ikke blokeret. 

Han kalder det en klar fejl, at videoen er blevet anmeldt og ikke fjernet. 

Han understreger dog også, at Facebook har arbejdet sammen med politiet og familien om at fjerne videoerne, når det har været muligt. 

Ifølge Martin Ruby fjernede Facebook sidste år 4.000 terrorrelateret indhold i timen og bruger store kræfter på at udvikle værktøjer, som kan identificere og sikre, at ulovligt indhold ikke uploades. 

Med det kommende lovforslag mener han dog, at der er en misforståelse om, at hvad det er teknisk muligt at udvikle. 

Tilbage sidder Helle Jespersen og håber, at lovgivningen vil sikre, at andre som hende ikke skal mindes om et mareridt igen og igen.