Radikale ude af regeringsforhandlinger - og det er ærgrer lokalt byrådsmedlem

Radikale trak sig i dag fra regeringsforhandlingerne med Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre. Det ærgrer byrådsmedlemmet fra Esbjerg, Anne Marie Geisler Andersen.

De Radikale er efter snart seks uger ude af forhandlingerne om at danne en regering over midten. 

Det oplyser politisk leder Martin Lidegaard til Politiken og DR Nyheder.

Det skyldes, at De Radikale ikke var tilfreds med, hvor langt en kommende regering ville strække sig på blandt andet børne- og ungeområdet samt klimapolitikken.

- Når vi valgte i allersidste øjeblik at sige nej tak til at sidde i regeringen, så skyldes det, at vi ikke fandt det helt samme ambitionsniveau på det, der handler om Danmarks fremtid, siger han til DR.

Han henviser til klimaet, børnene og uddannelsessystemet.

- Der tror vi, vi kan påvirke det hele mere ved at stå udenfor i et godt samarbejde med den nye regering og forsøge at skubbe ambitionerne op på de områder, siger Martin Lidegaard.

Lokal ærgrelse

Det ærgrer det radikale byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, Anne Marie Geisler Andersen.

- Det er jeg ked af, men hvis de andre partier ikke ville give sig nok på vigtige område som børn/unge og klimaet, så er det jo sådan det er. Men det er ærgerligt, de ikke kunne blive enige om det, siger Anne Marie Geisler Andersen til TV SYD. 

Der ventes ifølge politiske iagttagere at blive dannet en regering inden for få dage, hvis det lykkes partierne.

Partierne har forhandlet siden valget 1. november. Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne forhandler fortsat videre. De tre partier har sammen med De Radikale forhandlet natten til tirsdag, hvor forhandlingerne fortsætter.

quote

Vi ikke fandt det helt samme ambitionsniveau på det, der handler om Danmarks fremtid

Martin Lidegaard, politisk leder, De Radikale

Ikke støtte - ikke modstander

Radikale kommer ikke til at være støtteparti, men vil heller ikke være i opposition, lyder det. Det lyder til, at Radikale vil lade regeringen blive dannet. 

Partiet var delt, oplyser Lidegaard, der traf den endelige beslutning.

Hvis de tre andre partier går sammen, har de dog reelt et flertal uden De Radikale, da de nordatlantiske mandater traditionelt ikke blander sig i dansk indenrigspolitik.

De Radikale var det sidste af de tre støttepartier, som nu ikke længere er støtteparti for Socialdemokratiet.

Partiet har ifølge avisens oplysninger indkaldt til hovedbestyrelsesmøde tirsdag aften klokken 19.30.