Vejret den kommende uge: Både våde og varme dage

Varmen varer ved de kommende dage, og der er udsigt til høje temperaturer. Men regnen er også på vej.

Den kommende uge byder på både varme og våde dage. Hedebølgen fortsætter frem til mandag aften i store dele af landet. Herefter er der stadig udsigt til høje temperaturer, dog ikke hedebølge. Regnen er på vej melder DMI. 

- Det ser ud til at blive en lidt mere våd afslutning på ugen, siger Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Mandag, tirsdag og onsdag kan der komme byger med kraftig regn og torden. 

Men ifølge Anja Bodholdt kan der være meget store lokale udsving. Nogle steder vil få mange millimeter, mens der andre steder vil være tørt. 

- Samtidig ser det ud til, at varmen bliver ved, og at det bliver mellem 25 og 30 grader gennem hele ugen, siger hun.

Fra torsdag ser varmen ud til at trække mod øst.