19-årig anholdt på Fyn efter flugt fra fængsel i Sønderjylland

Den 19-årige mand flygtede i april måned fra Renbæk Fængsel. Han blev onsdag aften anholdt uden dramatik.

En 19-årig mand, der flygtede fra Renbæk Fængsel natten mellem den 26. og 27. april, blev onsdag aften anholdt på Fyn, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelsen foregik udramatisk på en restauratant i Odense.

Den 19-årige skal nu fortsætte afsoningen, ligesom han er sigtet for at flygte.

En 24-årig mand, der flygtede fra arresten sammen med den 19-årige, er fortsat på fri fod og er eftersøgt.

Begge mænd er ifølge politiet bosiddende på Fyn.

Renbæk Fængsel, der ligger ved Skærbæk i Tønder Kommune, er overvejende et åbent fængsel, men af de i alt 204 fængselspladser er 70 af dem lukkede.