1,9 millioner kroner i festival-overskud

Tønder Festival 2019 satte publikumsrekord og gav et overskud på næsten 1,9 millioner kroner.

De seneste seks år har Tønder Festival præsteret et overskud, og det var også tilfældet i 2019. Årsresultatet for Tønder Festival Forening lander på helt præcist 1.895.162 kroner. Det oplyser foreningen torsdag i en pressemeddelelse.

Det er mindre end i 2018, og skyldes blandt andet, at der har været flere driftsomkostninger samt investeringer i at udvikle festivalen. 

Det vil blandt andet sige aktiviteter og nye tiltag på festivalpladsen, bedre og mere miljørigtig elforsyning på campingpladsen og fokus på bæredygtighed, klimatilpasning, sikkerhed og organisation.

- Tønder Festival 2019 var meget vellykket og det skyldes mange menneskers lange og seje træk. Vi vil gerne takke alle frivillige, sponsorer, støtter og medarbejderne på festivalkontoret for den flotte indsats, siger Bo Ludvigsen, formand for Tønder Festival Forening.

Det lokale kulturmiljø bliver styrket

Overskuddet fra festivalen i 2019 betyder, at Tønder Festival Forening kan udlodde 849.749 kr. til almennyttige formål, som kommer kultur- og musiklivet i Tønder Kommune til gode.

Tønder Festival Forening forventer og arbejder på, at resultatet for dette års festival bliver større, så der bliver flere midler til udlodning i 2021.

Udloddede midler i 2019

I 2019 har Tønder Festival Forenings bestyrelse udloddet 1.134.215 kr. Overskuddet (fra Tønder Festival 2018) blev uddelt til 17 projekter, som bestyrelsen vurderede ville skabe værdi inden for rammerne af Tønder Festival Forenings formål.

Tønder Festival Forenings formål

Tønder Festival Forenings formål er på almennyttigt grundlag at planlægge, udvikle og afholde Tønder Festival under medvirken af såvel professionelle som amatører inden for folkemusikken. Derudover har foreningen til formål at støtte initiativer, der tilgodeser uddannelse i eller udvikling af dansk og international folkemusik, børn og unges uddannelse i musik og kulturelle aktiviteter og arrangementer, fortrinsvis i Tønder Kommune.