Efterskoleelever lærer at spare på varme og strøm, men prisen for ophold ryger alligevel op

På Sportsefterskolen Sine i Løgumkloster mærker de også de stigende priser på alt fra mad, varme og el. De har inddraget eleverne i at finde besparelser i hverdagen. Og det er værdsat hos de unge.

Eleverne på Sportsefterskolen Sine har søndag haft besøg at potentielle kommende elever i forbindelse med Efterskolernes Dag.

- Vi glæder os meget til at vise skolen frem for de omkring 200 unge mennesker, som kommer på besøg, siger skolens forstander Morten Basse.

Omkring 200 gæster besøgte søndag Sportsefterskolen Sine i forbindelse med Efterskolernes Dag.
Omkring 200 gæster besøgte søndag Sportsefterskolen Sine i forbindelse med Efterskolernes Dag.
Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD

Men de kommende elevers efterskoleophold vil i høj grad være præget af de stigende priser på blandt andet på el, mad og varme. Noget som man på skolen allerede har stort fokus på.

Forstander Morten Basse er glad for at kunne inddrage elever i sparetiltag, men skolen undgår ikke at sætte prisen op på et ophold.
Forstander Morten Basse er glad for at kunne inddrage elever i sparetiltag, men skolen undgår ikke at sætte prisen op på et ophold.
Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD

- Vi har valgt at inddrage eleverne i den her proces. Derfor har vi spurgt dem om, hvad de tænker, vi kan gøre i forhold til at spare. Og her har de budt ind med alt fra kortere bade, til at huske at slukke lyset alle steder, forklarer Morten Basse.

Eleverne holder elevrådsmøder hver anden uge, hvor de ideudvikler på besparelser, de kan lave på skolen.
Eleverne holder elevrådsmøder hver anden uge, hvor de ideudvikler på besparelser, de kan lave på skolen.
Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD

Og de nuværende elever kan i den grad se meningen med at tænke mere over, hvor der er besparelser at finde i dagligdagen.

- Fedt at blive inddraget

- Det er fedt at blive inddraget, og jeg synes, at vi alle skal være til at spare, så vi ikke bruger så mange penge på el og varme, mener Theodor Nørgaard Johansen, der er elev på efterskolen.

Men uanset at alle arbejder sammen om at spare, hvor der spares kan, så vil de stigende priser spille en rolle for de kommende efterskoleår.

- Vi har været nødt til at sætte prisen op med 130 kroner per elev per uge for næste skoleår. Ellers kan det ikke hænge sammen, siger Morten Basse og fortsætter.

- Vi kan ikke 'spare' os til det hele. Det vil ikke være realistisk, så derfor er den prisstigning nødvendig, så vi kan opretholde det niveau og den standard, vi er kendte for.

Det er først til næste skoleår, at priserne for et ophold kommer til at stige på Sportsefterskolen Sine.
Det er først til næste skoleår, at priserne for et ophold kommer til at stige på Sportsefterskolen Sine.
Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD

Som en del af aftalen om vinterhjælp, som et bredt flertal i Folketinget præsenterede fredag, er det muligt også for efterskolerne at indefryse dele af betalingen for el, gas og for nogle også fjernvarme.

- Jeg tror, at de fleste skoler er pressede på deres budgetter, men der er ro på. På den korte bane kan der være skoler, der har brug for den henstand i energiudgifter, som netop er blevet vedtaget, siger formand for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen.

Ledelsen på 241 efterskoler mødtes ved et digitalt stormøde onsdag i sidste uge, hvor de diskuterede de udfordringer, som mange af skolerne står med i forbindelse med de stigende udgifter.

- Skolerne er selvejende og fastsætter selv prisen på et ophold. Blandt efterskolerne er der dog bred respekt for at holde prisstigningerne på ophold på inflationsfremskrivningen på under fire procent, siger Torben Vind Rasmussen.