Gårdejer kalder nye ejendomsvurderinger for 'altødelæggende'

Hans Johannsen er en af de mange sønderjyske landejendomsejere, som har fået omkategoriseret sin ejendom til ejerbolig. Nu vil regeringen kigge nærmere på håndteringen af skattereglerne for landejendomme.

I sidste uge modtog flere tusinde ejere af landejendomme i Syd- og Sønderjylland besked om, at deres bolig ville blive omkategoriseret fra landejendom til ejerbolig. Det betyder, at ejerne kan se frem til, at deres ejendomsskat stiger markant.

Tirsdag oplyste regeringspartiet Venstre, at man vil kigge nærmere på håndteringen af skattereglerne for landejendomme med forligspartierne.

- Den proces, der lige nu kører vedrørende landejendommene, har skabt massiv bekymring og usikkerhed for de mennesker og familier, det handler om, siger fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Harm over regeltolkning

En af de borgere, der venter spændt på, hvad der kommer ud af onsdagens møde, er 55-årige Hans Johannsen, som bor på en 2,5 hektar stor landejendom få kilometer syd for Møgeltønder.

I torsdags modtog han en besked fra Vurderingsstyrelsen i sin e-Boks, om at hans ejendom var blevet omkategoriseret fra landejendom til ejerbolig.

Selvom Vurderingsstyrelsen i første omgang har kontaktet ejere med landejendomme på mellem 5 og 15 hektar, så er Hans Johannsen alligevel blevet omkategoriseret, selvom han kun ejer 2,5 hektar.

Hvor meget er en hektar?

En hektar svarer til 10.000 kvadratmeter

Han mener, at det skyldes, at han lejer 12 hektar af sin nabo. Derfor kom beskeden også en smule bag på ham.

- Da jeg læste brevet, og hvordan de tolker reglerne, så blev jeg lidt harm for at sige det rent ud, fortæller han.

"Altødelæggende"

Hans Johannsen driver landbrugsvirksomhed fra sin adresse med cirka 17 kreaturer, og han omsætter årligt for cirka 100.000 kroner. 

Hans Johannsen søger om at få sat kategoriseringen på bero, indtil han sælger ejendommen.
Hans Johannsen søger om at få sat kategoriseringen på bero, indtil han sælger ejendommen.
Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD

Da han har et arbejde ved siden af som landbrugsmekaniker og da landbruget - ifølge Vurderingsstyrelsen - dermed ikke er det, der vægter tungest på ejendommen, så bliver den omkategoriseret til ejerbolig.

- Jeg føler, at jeg er en landbrugsvirksomhed. Jeg kan ikke se, at det bare er et parcelhus. I mit tilfælde er driftsbrygningerne jo aktive, og min maskinpark løber jo op i 250.000 kroner. Det har man normalt ikke i et parcelhuskvarter, siger Hans Johannsen, der har drevet gården i 32 år. En gård, som han overtog fra sine forældre, der byggede den i 1949.

Hans Johannsen arbejder som landbrugsmekaniker og fortæller, at han møder flere landmænd i Tønder-området, som er rystede over de nye ejendomsvurderinger.
Hans Johannsen arbejder som landbrugsmekaniker og fortæller, at han møder flere landmænd i Tønder-området, som er rystede over de nye ejendomsvurderinger.
Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD

Hans Johannsen er frustreret og kalder de nye omkategoriseringer for "altødelæggende" for landområderne.

Hvis han kunne mødes ansigt til ansigt med politikerne bag, så ville han videregive ét klart budskab.

-  De bør stoppe op og tænke sig om, siger han og fortsætter:

- Det er en bombe under det hele. Er det virkelig det værd i forhold til de skattepenge, de får ind.