Stemmesluger lovede at forblive lokal - nu prioriterer han Christiansborg

Henrik Frandsen forlader flere lokale poster for at hellige sig opgaven som gruppeformand for Moderaterne på Christiansborg.

Netop den store opgave som gruppeformand for Moderaterne er afgørende for, at Henrik Frandsen nu trækker sig fra flere fremtrædende poster i kommunalpolitik i Tønder Kommune.

Det skriver JydskeVestkysten.

quote

Der er møde på Christiansborg både tirsdag, onsdag og torsdag, og det falder sammen med udvalgsmøderne i Tønder

Henrik Frandsen, folketingsmedlem og gruppeformand, Moderaterne

Da han tidligere i år meldte sig under fanerne i Lars Løkkes parti, var det med løftet om stadig at ville prioritere byrådsarbejdet.

Han forsikrede borgerne i Tønder om, at selvom det skulle blive til en plads i Folketinget, skulle de ikke være bange for ikke at se den tidligere borgmester i byrådssalen i det sønderjyske.

Nu er prioriteringen dog anderledes, når han på torsdag trækker sig fra en række tunge poster i kommunalpolitik for primært at koncentrere sig om opgaverne for Moderaterne på Christiansborg.

- Jeg ved godt, at jeg i valgkampen har sagt, at jeg ville bibeholde min plads i kommunalpolitik, men da vidste jeg ikke, at jeg ville blive gruppeformand. Det har udviklet sig. At være gruppeformand er en meget tung og tidskrævende post.

To steder på én gang

Henrik Frandsen blev valgt for Moderaterne ved folketingsvalget 1. november.

At han efterfølgende blev udpeget som gruppeformand, havde den tidligere Tønder-borgmester ikke set komme.

- Det var en glædelig overraskelse, at de 16 medlemmer af folketingsgruppen havde besluttet at vælge mig, og det er en stor tillidserklæring at få. Og en stor opgave, fortæller han.

Henrik Frandsen fra Tønder Listen på Rådhuset i Tønder i Tønder kommune, tirsdag den 16. november 2021. Tønder Listen står til at få knap 30 procent af stemmerne og det sikre dem 9 mandater.
Henrik Frandsen på rådhuset i Tønder efter kommunalvalget i november 2021. Hans daværende parti Tønder Listen stod til at få knap 30 procent af stemmerne, og det sikrede dem ni mandater.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Efter at have fået 6.206 personlige stemmer ved folketingsvalget, svarende til 15 procent af partiets stemmer i Sydjyllands Storkreds, må Henrik Frandsen nu erkende, at der ikke er plads til alle posterne i hans kalender.

- Der er møde på Christiansborg både tirsdag, onsdag og torsdag, og det falder sammen med udvalgsmøderne i Tønder. Da det ikke er muligt at være to steder på én gang, må jeg vælge noget fra, forklarer Henrik Frandsen og understreger, at han beholder sin plads i kommunalbestyrelsen.

Til de mange borgere, der stemte på ham ved kommunalvalget sidste år, siger han, at det netop er på grund af dem, han har besluttet at forblive i kommunalbestyrelsen.

- Jeg ser fordele for begge parter. Borgerne i Tønder har et folketingsmedlem siddende lokalt, som også er gruppeformand, og de har dermed en direkte kontakt til Folketinget, siger Henrik Frandsen.

Henrik Frandsens delvise farvel til kommunalpolitik i Tønder betyder, at han forlader sin plads i økonomiudvalget, klima-, vækst- og udviklingsudvalget, bestyrelsen for Tønder Gymnasium og KL's delegeretmøde.