Velux lukker fabrik i Sønderjylland - 135 mister deres arbejde

Velux har onsdag eftermiddag meddelt, at de vil lukke deres fabrik i Skærbæk.

Velux vil  nedlægge sin produktion i Skærbæk Bygningsindustri. Fabrikken i Skærbæk producerer trækomponenter, der indgår i produktionen af ovenlysvinduer i Polen, Ungarn og Østbirk ved Horsens. Der er ansat 135 medarbejdere i Skærbæk, nemlig 116 timelønnede og 19 funktionærer.

quote

Det kom som et chok for os. En rigtig stor del af de ansatte har været her i mange år, så det bliver en stor omvæltning. 

Ole Kær, tillidsmand, 3F, Skærbæk Bygningsindustri

Der er i dag ledig kapacitet på de Velux- fabrikker, som Skærbæk Bygningsindustri er underleverandør til, og de vil derfor selv kunne stå for produktion af komponenterne fra Skærbæk.

- Meddelelsen om lukningen fik vi klokken 13, og det kom som et chok for os. En rigtig stor del af de ansatte har været her i mange år, så det bliver en stor omvæltning, siger Ole Kær, der er tillidsmand for de timelønnede.

Der indledes nu forhandlinger om lukningen og medarbejdernes fratrædelsesforhold i samarbejdsudvalget, som senest skal være afsluttet inden 21 dage.

- Det er svære overvejelser, men da vi har overkapacitet på trækomponenter, er vi nødt til at tilpasse vores produktion for hele tiden at være konkurrencedygtige. Vi har i Skærbæk nogle meget dedikerede og dygtige medarbejdere, hvoraf mange har været hos os i mange år. Derfor vil vi også gøre, hvad der står i vores magt for at hjælpe de berørte medarbejdere videre, siger Jens Bekke, pressechef i Velux Gruppen.

Produktionen i Skærbæk Bygningsindustri vil være afviklet i løbet af foråret. Det forventes, at nogle medarbejdere får tilbud om nyt job i andre funktioner i Velux.

- Det er en trist nyhed for Tønder Kommune. Skærbæk Bygningsindustri har været en god arbejdsplads i rigtig mange år. Vi sætter nu gang i en proces for at hjælpe de ansatte videre. Heldigvis har vi en god beskæftigelsessituation, og det kan give nye jobs til de mange dygtige medarbejdere på Velux, siger borgmester Henrik Frandsen, Venstre.

Velux

Velux Gruppen har i Danmark herefter produktion i Skjern, Thyregod, Brædstrup og Østbirk, hvor gruppens globale center for produkt- og teknologiudvikling også ligger.

Selskabets hovedsæde ligger i Hørsholm. Ud af koncernens cirka 11.500 medarbejdere er 2.300 ansat i Danmark. Velux Gruppen har salgsselskaber i 40 lande og produktion i 10 lande.