TV der bevæger dig

COVID-19

Kontrol efterlyses: Borger blev testet 24 gange på 14 dage

Regionsrådformanden er bekendt med, at flere forud for arrangementer er blevet bedt om at medbringe en negativ coronatest.

Der bliver i øjeblikket testet cirka 50.000 om dagen i Danmark, men det bliver skruet yderligere op. Foto: Koen Van Weel/EPA/Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV 2 Fyn

OBS: Region Syddanmark har den 1/10 2020 korrigeret de tal, som denne artikel bygger på. Det viser sig, at ingen borger er blevet testet 24 gange på 14 dage, sådan som regionen oprindeligt oplyste. Det korrekte tal er 6 gange. Antallet af personer, der er blevet testet tre gange eller flere på to uger, er 1.043.

 

Læs også Fejl i data: Ingen blev testet 24 gange på 14 dage

 

De seneste to uger har 1.500 borgere alene i Region Syddanmark ladet sig teste for coronavirus tre eller flere gange.

Blandt dem er der en borger, der er blevet testet hele 24 gange på 14 dage. Det skriver Berlingske.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) har dog svært ved at se, at det skulle være nødvendigt.

- Der kan selvfølgelige være situationer, hvor der er vigtigt at blive testet flere gange, men jeg tvivler på, at det er situationen for alle de 1.500 syddanskere, siger hun til TV 2 Fyn.

- Og at en person er blevet testet hele 24 gange på de to uger, det har jeg svært ved at se meningen i.

Det har fået formanden til at opfordre til, at der kommer en indsats, der skal sikre kontrollen med testsystemet.

Læs også 132 blev testet mindst tre gange på en uge: - Det kan bringe andre i fedtefadet

Test giver adgang til arrangementer

Til Berlingske fortæller Stephanie Lose også, at Region Syddanmark har set eksempler, hvor gæsterne forud for et bryllup er blevet bedt om at medbringe en negativ coronatest.

Det samme har været tilfældet med 1.000 drenge, der skulle deltage i et fodboldstævne over en weekend.

Regionsrådsformanden understreger dog, at hendes opfordring til kontrol ikke betyder, at man skal lade være med at tage en test, hvis man flere gange har været udsat for potentiel smitte.

- Hvis man er i nærkontakt med en smitter eller er i risikogruppe, skal man selvfølgelig testes så mange gang, som det er nødvendigt, siger hun.

Mere end 50.000 testes dagligt

Der i den seneste tid skruet voldsomt op for testkapaciteten i Danmark, og i øjeblikket bliver der testet over 50.000 personer om dagen.

Det er dog regeringens ambition, at testkapaciteten skal forbedres yderligere, så der i fremtiden kan testes 70.000 borgere om dagen.

Det fortalte sundhedsministeren fredag på et pressemøde. 

Det vides ikke, hvad der ligger til grund for de mange test. De seneste måneder har der dog også været tilfælde, hvor borgeres test af den ene eller anden grund er gået tabt, og der derfor er foretaget en ny.

Mest sete på tvsyd.dk