SDU-professor maner til besindighed: - I kan sagtens tage til vælgermøder

Det gælder ifølge professoren om at tilrettelægge valgmøderne ansvarligt i forhold til covid-19.

Kommunal- og regionsrådsvalget er i fuld gang op til valgdagen i næste uge. Derfor flokkes danskerne under ét tag til lokale valgmøder rundt i kommunerne.

Men coronasmitten stiger lige nu med hastige skridt i hele landet.

Tirsdagens smittetal fra Statens Serum Institut viste, at der har været 1.839 bekræftede smittetilfælde med coronavirus i de 14 kommuner, som TV SYD dækker.

Ifølge Hans Jørgen Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, er de stigende smittetal i hele landet bekymrende.

Alligevel mener han dog ikke, at der er grund til at droppe vælgermøderne.

- Hvis der lokalt er mange smittede, så kan der være et rationale for det. Lige nu er vi dog stadigvæk der, hvor vi godt kan gå til vælgermøde. Der er jo ikke meldt noget ud om forsamlingsrestriktioner fra myndighedernes side, siger professor Hans Jørgen Kolmos.

Han ser derimod stigningen i antallet af indlæggelser som værende mere bekymrende. Det er netop disse tal, der definerer, hvorvidt der er tale om en samfundskritisk sygdom.

quote

Jeg synes, at vi bør forholde os fuldstændig roligt.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi, Syddansk Universitet

Håndsprit, afstand og udluftning

Når det gælder vælgermøderne, handler det om at tilrettelægge det ansvarligt i forhold til covid-19, lyder det fra professoren. Det indebærer brug af håndsprit ved ind- og udgang, god afstand mellem deltagerne og sidst - men ikke mindst - god udluftning i løbet af møderne.

- Jeg synes, at vi bør forholde os fuldstændig roligt. Til de særligt nervøse kan man tage et mundbind med. Mundbind beskytter både én selv mod at blive smittet, men det beskytter altså også andre, hvis man mod forventning skulle bære rundt på smitte, uddyber han.

Undgå myldretiden på valgdagen

Også på valgdagen den 16. november vil mange mennesker naturligvis samles for at lægge deres stemme i stemmeboksen. Her er Hans Jørgen Kolmos fortsat fortrøstningsfuld.

- Myndighederne og de valgtilordnede skal nok sørge for, at vi alle sammen kommer igennem på en forsvarlig måde. Der vil være håndsprit ved ind- og udgang. Vi står i en vis afstand til køen, når vi dukker op. Det skal vi jo i forvejen gøre nede ved Brugsen, så det kan vi også ved valghandlingen, siger han og fortsætter:

- Når vi har afgivet vores stemme, så går vi ud for at spritte vores hænder, så hvad vi har rørt ved såsom blyanter i stemmeboksen, har vi på sin vis neutraliseret ved at bruge håndsprit.

Kolmos anbefaler dog de bekymrede at undgå myldretiden ved afstemningsstederne. Det kan i den forbindelse være en god idé at komme tidligt på dagen i stedet for sidst på eftermiddagen.

Afstemningsstederne på valgdagen, den 16. november, vil have åbent fra klokken 08.00-20.00.