Farlig fange flygtet - kan være i Horsens

En fange undslap torsdag fra Søndersøparken, en lukket institution i Viborg. Han beskrives som farlig. Politiet søger blandt andet efter ham i Horsens.

Opdatering: Fangen er lørdag tilbage i politiets varetægt.

En fange undslap torsdag fra Søndersøparken, der er en lukket institution i Viborg. Han beskrives som farlig.

Midt- og Vestjyllands Politi leder efter en undsluppet fange. Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Manden flygtede torsdag fra den lukkede institution Søndersøparken i Viborg. Politiet har siden forsøgt at finde frem til ham, men uden held.

Vicepolitiinspektør Christian Toftemark oplyser til TV MIDTVEST, at politiet især har opmærksomheden rettet mod Viborg og Horsens-området, som den undvegne fange har en tilknytning til, i dets eftersøgning.

- Vi eftersøger ham med patruljer på de kendte lokationer, hvor vi mener, det er relevant, uddyber han.

Der er tale om Chris Funder Buch, der beskrives som 174 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har tatoveringer i ansigtet og på halsen. Ved sin flugt havde han en mørk jakke, løse bukser og hvide Nike-sko på.

Manden har tidligere medvirket i en artikel på DR i 2019. Her fremgår det, at den dengang 44-årige mand har været på retspsykiatrisk i "årevis".

Politiet opfordrer folk, der har viden om, hvor Chris Funder Buch befinder sig, til at ringe til politiet på telefon 1-1-4.