Gratis for alle: Fodboldklub samler millioner til kæmpe aktivitetsbane

Fodboldklubben FC Horsens vil lave en stor bevægelsespark, som skal favne alle aldre uanset deres fysiske formåen.

Adskillige multibaner med boldspil, et lege- og bevægelsesområde, et fitnessområde, trampoliner, faciliteter til personer med handikap og et madpakkehus.

Det er blot nogle af alle de ting, en helt ny såkaldt bevægelsespark i Horsens skal indeholde, hvis alt går efter planen.

- Vi vil gerne skabe et stort aktivitetsområde, hvor alle - uanset alder og fysisk formåen - kan være aktive på én gang, siger Dennis Pold, der er formand for herreungdom i FC Horsens, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han står bag projektet, som skal favne alle i lokalområdet, sammen med Kim Øyan, der er fodboldansvarlig for herreungdom, og Christina Antonsen, der er bestyrelsesmedlem i FC Horsens.

Men i begyndelsen var planen ikke, at den store park, som skal ligge i forbindelse med FC Horsens' idrætsanlæg i Horsens Syd, skulle være for alle.

De tre initiativtagere bag det store projekt har blandt andet været på besøg hos skoler, daginstitutioner og SFO’er for at få inspiration og høre, hvad de drømmer om, multibanen skal indeholde. Foto: Sydbyens Bevægelsespark
De tre initiativtagere bag det store projekt har blandt andet været på besøg hos skoler, daginstitutioner og SFO’er for at få inspiration og høre, hvad de drømmer om, multibanen skal indeholde. Foto: Sydbyens Bevægelsespark

Fra fodboldspillere til hele lokalsamfundet

Dennis Pold og Kim Øyan fik ideen til at lave den store bevægelsespark for cirka et år siden. Den gang var formålet dog udelukkende, at parken skulle bidrage til at træne klubbens fodboldspillere på en anderledes måde og på den måde gøre dem til dygtigere fodboldspillere.

Men senere udviklede projektet sig til at skulle favne alle i lokalsamfundet, som skal have mulighed for at bruge parken helt gratis.

- Vi er placeret tæt på en daginstitution og tæt på en institution med personer med handikap, og vi synes, det kunne være fedt, hvis de også kan få glæde af parken, og at familier kan bruge den, når det passer dem, så parken på den måde vil blive brugt rigtig meget af rigtig mange, siger Dennis Pold.

Aktivitetsparken skal ligge i forlængelse af FC Horsens nuværende idrætsanlæg. Foto: Sydbyens Bevægelsespark
Aktivitetsparken skal ligge i forlængelse af FC Horsens nuværende idrætsanlæg. Foto: Sydbyens Bevægelsespark

Han fortæller dog også, at det også spiller ind, at det er lettere for fodboldklubben at rejse pengene til projektet, hvis de favner bredt.

- Vi synes, det er vildt fedt, hvis vi kan ramme alle målgrupper, og vi håber, at det kan blive det nye udflugtsmål for familier og institutioner, siger Dennis Pold.

Økonomisk støtte fra kommunen

De tre initiativtagere præsenterede projektet for lokalsamfundet og kommunen for cirka tre uger siden, og det har allerede nu fået god opbakning.

Formanden for Kultur- og Civilsamfundsudvalget og borgmesteren i Horsens Kommune er også begejstret for ideen.

Derfor har de besluttet, at de vil bakke op om en kommunal lånegaranti på 2 millioner kroner, hvis det lykkes FC Horsens at rejse den resterende finansiering til det samlede anlæg på knap 5 millioner kroner. Indtil nu har de samlet omkring 3,5 millioner kroner ind.

- Vi synes, det er et spændende projekt, som favner bredt. Det er især interessant, at man prøver at tænke på tværs af fællesskaber uanset handikap og alder, og det vil vi som kommune gerne bakke op, siger Peter Sørensen (S), der er borgmester i Horsens Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Initiativtagerne drømmer om, at de kan tage første spadestik til bevægelsesparken i løbet af vinteren, og så håber de, at de kan indvie den i foråret 2022. 

Sydbyens bevægelsespark, Horsens4