Disse restriktioner vil Epidemikommissionen fjerne

Alle nuværende restriktioner bortfalder som udgangspunkt 16. januar til midnat. Kommission anbefaler dog, at flere restriktioner videreføres.

Onsdag klokken 15.15 mødes Folketingets Epidemiudvalg ifølge TV 2s oplysninger for at beslutte, hvilke restriktioner der skal videreføres efter 16. januar.

Og nu kan TV 2 erfare, hvilke restriktioner Epidemikommissionen anbefaler at beholde og fjerne.

Ifølge kommissionen kan disse ting åbne

- Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet

- Udendørs idrætsarrangementer hvor tilskuere har billetter og sidder ned

-Zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og omrejsende tivolier

- Museer, kunsthaller og aktivitetscentre

De ovenstående ting anbefales genåbnet med krav om coronapas og mundbind eller visir. Sidstnævnte krav gælder kun indendørs.

Derudover indstiller Epidemikommissionen, at følgende åbner med krav om coronapas og mundbind/visir og desuden en deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs:

- Biografer

- Spillesteder og teatre

- Steder, hvor der afholdes foredrag og konferencer

De tre ovenstående punkter indebærer, at det ikke vil være tilladt at stå op de pågældende steder. Desuden anbefaler kommissionen, at arealkrav i Folkekirken og andre trossamfund bortfalder fra natten til 17. januar.

Disse restriktioner anbefales fortsat

Hvis Epidemikommissionen får sin vilje, vil følgende dele af samfundet fortsat holde lukket til og med 31. januar:

- Natteliv

- Spillehaller og kasinoer

- Legeland og badeland

- Forsamlingshuse

Derudover skal serveringssteder fortsat stoppe udskænkning af alkohol fra kl. 22 og holde lukket fra kl. 23 til kl. 05. Der er desuden et generelt forbud om salg af alkohol fra kl. 23 til kl. 05.

TV 2 erfarer

Denne artikel bygger på oplysninger fra anonyme kilder, da informationerne kun har været mulige at fremskaffe under betingelse af anonymitet.

Det har TV 2 accepteret, fordi TV 2 finder oplysningerne relevante for offentligheden.

Arealkravet på 2 kvadratmeter per gæst for siddende gæster og 4 kvadratmeter for stående gæster bibeholdes.

Kommissionen anbefaler desuden af beholde alle de eksisterende mundbindskrav samt kravet om pladsbillet i InterCity- og InterCityLyn-tog.

Disse restriktioner har været gældende siden 19. december og bør ifølge Epidemikommissionen fortsat gælde.

Anbefalingen, om at ansatte på både offentlige og private arbejdspladser så vidt muligt arbejder hjemmefra, består.

Restriktioner udløber søndag

I udgangspunktet er alle restriktioner planlagt til at udløbe til midnat 16. januar, såfremt de ikke forlænges af Folketingets Epidemiudvalg. Epidemikommissionen anbefaler, at restriktionerne forlænges til og med 31. januar.

Partiernes sundhedsordførere mødes onsdag formiddag med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at få en orientering om kommissionens indstillinger ifølge TV 2s oplysninger.

Epidemikommissionens medlemmer

Epidemikommissionen består af 11 medlemmer. To af dem er udpeget af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), mens de resterende ni medlemmer er udpeget efter indstilling fra henholdsvis erhvervsministeren, finansministeren, justitsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner.

Departementschef Svend Særkjær (formand), Sundhedsministeriet

Afdelingschef Lene Brøndum Jensen, Sundhedsministeriet

Erhvervspolitisk direktør Anders Thusgaard, Erhvervsministeriet

Afdelingschef Annemarie Lauritsen, Finansministeriet

Departementschef Johan Kristian Legarth, Justitsministeriet

Direktør Anette Lykke Petri, Styrelsen for Patientsikkerhed

Direktør Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen

Administrerende direktør Henrik Ullum, Statens Serum Institut

Rigspolitichef Thorkild Fogde, Rigspolitiet

Administrerende direktør Kristian Wendelboe, Kommunernes Landsforening

Administrerende direktør Adam Wolf, Danske regioner

Medlemmerne repræsenterer den pågældende minister eller myndighed. 

Epidemikommissionen består af en lang række embedsmænd fra ministerier og sundhedsmyndigheder, og den kan som nævnt kun komme med anbefalinger til regeringen, som så bruger disse til at foreslå restriktioner i epidemiudvalget.

Regeringen har traditionelt fulgt indstillingerne fra Epidemikommissionen.

Alle Folketingets partier - med undtagelse af Alternativet, Frie Grønne og Kristendemokraterne - er repræsenteret i epidemiudvalget, og hvis restriktioner skal vedtages her, må der ikke være et flertal mod restriktionerne.

Næste genåbning kan blive stor

Epidemikommissionen har i sine anbefalinger derudover forholdt sig til, hvordan den videre genåbning af samfundet skal foregå.

Her lægger kommissionen op til "få større trin, frem for flere mindre trin".

Kommissionen vurderer i øjeblikket, at næste trin i genåbningen kan indeholde en lempelse af hovedparten af de øvrige restriktioner på kultur- og erhvervsområdet samt begrænsninger på serveringsteder.