Sydvestjysk publikumsmagnet får ingen støtte

Støttepakken til landets museer hjælper ikke de store publikumssucceser. Vardemuseerne og 11 andre museer foreslår derfor at udvide hjælpepakken.

Manglende entreindtægter har taget hårdt på landets museer. Det gælder især Vardemuseerne, hvor det normalt velbesøgte museum Tirpitz har lukket.

Årligt har museet haft 250.000 besøgende siden åbningen i 2018. Netop de flotte besøgstal og medfølgende billetindtægter gør, at Folketingets hjælpepakke rammer forbi.

- Jeg er mildeste talt skuffet. Det var en deprimerende melding at få, fortæller museumsdirektør for Vardemuseerne, Claus Kjeld Jensen.

quote

Dem der bløder mest, får det mindste stykke plaster.

Museumsdirektør, Vardemuseerne, Claus Kjeld Jensen.

Folketinget besluttede nemlig tirsdag, at 140 millioner kroner skulle hjælpe kulturinstitutioner, som får mere end 50 procent i offentlig støtte. Denne kategori indgår Tirpitz netop ikke i, da de får mindre en de 50 procent i støtte.

- Det er godt, at man har løst et problem, så alle museer nu kan få en form for støtte, men det er skidt, at man ikke har løst det store problem: Dem der bløder mest, får det mindste stykke plaster, siger Claus Kjeld Jensen.

Det har fået Vardemuseerne og 11 andre af landets største museer til at opfordre til, at støtteordningen udvides. De foreslår, at løsningsmodellen ligner hjælpepakken, medier har fået.

- Man kunne tage indtjeningen fra en lignende periode sidste år og kompensere 75 procent af det. Det ville være en enkel og retfærdig løsning, fortæller Claus Kjeld Jensen.

Varde Kommune bakker op om museernes forslag

Et moderne og velbesøgt museum betyder også en hel del for Varde Kommune som turistdestination, fortæller borgmester Erik Buhl, (V).

- Årligt har vi en omsætning på tre til fire milliarder kroner fra turisme. Her kan vi se, at et sted som Tirpitz giver en stor afledt effekt, hvor eksempelvis spisesteder har flere besøgende. Derfor er det også vigtigt, at der holdes en hånd under Tirpitz og vores øvrige museer, så de også eksisterer efter coronavirussen, siger Varde Kommunes borgmester, Erik Buhl.

En hjælpende hånd er dog ikke kun for turisternes og kommunens pengekasses skyld. Det handler også om sydvestjydernes identitet.

- Der er ingen tvivl om, at Tirpitz i høj grad betragtes som vores eget, specielle museum. Det er et sted, vi alle sammen er enormt stolte af. Det betyder meget, at vi har et godt sted med en høj kvalitet, som sætter os på landkortet. Det er en del af den sydvestjyske identitet, siger Erik Buhl.

Hellere en god løsning end en hurtig løsning

Indtil videre er det uvist, hvor længe museerne fortsat skal være lukkede for besøgende. Det er dog sikkert, at hvis ikke Tirpitz kommer i gang igen henover sommeren, vil det ifølge museumsdirektør Claus Kjeld Jensen være katastrofalt.

- Vi skal have en god og gennemtænkt løsning, ellers kommer det til at koste jobs på et eller andet tidspunkt. Vi vil gøre rigtig meget på Vardemuseerne for, at det ikke bliver nødvendigt. Vi har verdens bedste medarbejdere, og dem skal vi holde fast i, siger han.

Foruden Vardemuseerne står følgende museer bag forslaget:

ARoS, Louisiana, Moesgaard Museum, Den Gamle By, De Danske Kongers Kronologiske Samling, Skagens Kunstmuseer, Designmuseum Danmark, M/S Museet for Søfart, Ringkøbing-Skjern Museum, Kvindemuseet og Arbejdermuseet.