Venstre-formand venter mange kandidater til at afløse Buhl

Venstre i Varde har tradition for, at mange stiller op for at blive partiets spids- og borgmesterkandidat.

Med fredag morgens udmelding fra Erik Buhl om, at han ikke genopstiller til byrådet og dermed stopper som borgmester for Varde Kommune, kan formanden for Venstre i Varde Kommune, Lotte Højmark Tang, se frem til nogle travle uger, hvor partiets nye borgmesterkandidat skal udpeges.

Lotte Højmark Tang har været formand for Venstres kommuneforening i lige så lang tid, som Erik Buhl har været borgmester.

- Erik har været en formidabel borgmester, som har sat fokus på Varde kommunes styrker og gjort dem synlige i såvel Danmark som i udlandet. Han har sat markante aftryk, og det er store sko, der skal udfyldes af hans efterfølger, som vi nu skal i gang med af finde, siger Lotte Højmark Tang.

Venstres kommende spidskandidat skal vælges blandt de kandidater, der opstilles i Venstres ikke færre end 12 lokale vælgerforeninger i kommunen. De endelige procedurer og tidsfrister fastlægges på en ekstraordinær generalforsamling torsdag den 22.oktober.

Lotte Højmark Tang forventer, at der bliver mange kandidater at vælge mellem, selvom ingen har meldt sig endnu.

Da Erik Buhl i marts i 2013 blev valgt som borgmesterkandidat efter Gylling Haahrs farvel, måtte han kæmpe mod syv andre kandidater. På det afgørende opstillingsmøde deltog 752 stemmeberettigede Venstremedlemmer.

Venstre har omkring 800 medlemmer i dag i Varde Kommune - men formanden venter, at flere melder sig ind for at kunne være med i den endelige afstemning.