Firbenede venner indtager Vejen – over 6.300 hunde kæmper om at blive dagens bedste hund

Antallet af firbenede venner er eksploderet her i weekenden i Vejen. Dansk Kennel Klub holder landsdækkende hundeudstilling.

De kommer i alle afskygninger. Små, store, krøllede, pjuskede, glathårede, med korte eller lange ben. 6.331 hunde fra hele landet er i weekenden samlet i Vejen for at konkurrere om at blive dagens bedste hund – at vinde den prestigefyldte pris ”Best in Show”.

- Vi har glædet os rigtig meget til i dag, lyder det fra hundeopdrætter Lin Mackenzie Gasbee, der har taget turen fra Sandved for at deltage i konkurrencen.

For andre drejer det sig om mere end blot konkurrencerne.


- Jeg synes, det er fedt, det sammenhold man har, og den glæde folk de viser med deres hunde, når de er i ringen, siger Gitte Lintz Sørensen, der er hundeopdrætter fra Aalborg. 

Med ringen mener hun den cirkel, hundeopdrætterne og hunden går i, når de skal vises frem

- Jeg synes, det er fedt at møde de samme mennesker med de samme interesser. Vi er jo en hel gruppe, der er sammen, og vi hygger os rigtig, rigtig meget, supplerer Joan Rogers, hundeopdrætter fra Ølgod.

Det er Dansk Kennel Klub, der holder en tredages udstilling med over 2.000 hunde tilmeldt hver dag. De tre dage byder på konkurrencer om at blive både den bedste i sin egen race, men også fælles konkurrencer.

En livsstil

- De er meget, meget passionerede for det her. Det er helt sikkert altså. Det er noget… det er ens liv. Der er nogen, der samler på frimærker. Der er nogen, der har både og går meget op i det. Her har vi altså nogle hundeejere, der godt kan lide at vise deres hunde frem, siger Wilfred Olsen, der er formand i Dansk Kennel Klub, der er landets største af sin slags.

I alt er der tilmeldt 237 forskellige hunderacer. Der vil altså være rig mulighed for at opleve mange forskellige typer hunde; nogle med korte ben og nogle med lange ben, nogle med kort pels og nogle med lang pels, nogle der er lavet til at hyrde får og nogle der er lavet til jage i rævegrave.

Fælles for dem alle er, at de stammer fra naturens vilde ulv. Selv om det nogle gange kan være svært at se fællestrækkene.

Det dommerne ser efter

Alle hunderacer har deres helt eget specifikke formål og deres eksteriør er afstemt derefter. Og det er netop dét, der er dommerens opgave at vurdere: er den pågældende hund bygget anatomisk korrekt til dens specifikke brugsformål og har den temperamentet til det?

- En god hund er jo en glad hund og en sund hund at se på, som viser sig, når den kommer ind i ringen, forklarer Connie Svane Petersen, der er en af de mange dommere, der skal vurdere de mange forskellige hunde.

Alle venlige og lovlige hunde er velkomne, dog skal alle firbenede være ældre end tre måneder og behørigt vaccineret.