Politiet advarer efter tricktyverier: Vær forsigtig, når folk vil veksle penge

Politiet efterlyser to personer i forbindelse med to tricktyverier i Vejen tirsdag

Tidligt tirsdag eftermiddag var et par tricktyve på spil i Vejen Kommune.

Her henvendte de sig til ældre borgere under påskud af at ville veksle penge. 

Det gik ud over to ældre mænd på henholdsvis 79 og 89 år, der begge blev stoppet op på gaden og franarret 700 kroner af de to tricktyve.

Ifølge vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Michael Karlsen, sker det af og til, at tricktyve dukker op i området.

- Det er jo nogen, som har fundet en fidus, som de fører igennem et par gange, inden de forsvinder igen, fortæller han og opfordrer til, at man udviser forsigtighed, når man bliver stoppet af folk på den måde på gaden.

- Man skal altid være forsigtig, når folk vil veksle penge. Allerede der burde alarmklokkerne ringe, siger vagtchefen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.


Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser to personer i sagen og har samtidig lagt en beskrivelse ud af de to gerningsmænd.

Den ene beskrives som en 40-årig østeuropæisk kvinde med lyst hår og iført en kort, mintgrøn dynejakke. 

Derudover efterlyses en cirka 40-årig mand med mørkt, kort hår. Han havde i forbindelse med tricktyveriet en mørkeblå vindjakke på. 

Politiet oplyser desuden, at begge talte et fremmedsprog.