Dansk superfan fanget i Danmark før semifinalebrag: - Det er tragisk, det er træls, og jeg er så sur

Det danske fodboldlandshold spiller onsdag aften semifinale mod England på Wembley. Indrejserestriktioner gør det umuligt for danske fans at rejse til det engelske for at indtage tilskuerrækkerne, og det frustrerer den inkarnerede superfan Bjarne Bihl-Nielsen.

- Det er tragisk, det er træls, og jeg er så sur.

Sådan lyder det fra Bjarne Bihl-Nielsen, når han sætter ord på, hvordan han har det med ikke at skulle stå på tilskuerrækkerne og se fodboldlandsholdet spille semifinale onsdag aften.

Han er en af de få inkarnerede superfans, som har fulgt landsholdet i tykt og tyndt siden 1973. Og de få kampe, hvor pensionisten fra Vejle ikke har siddet på lægterne, kan tælles på to hænder.

quote

Fodbold skal ses live. Jeg er ikke vant til at se det på fjernsyn.

Bjarne Bihl-Nielsen, pensionist, Vejle

Derfor frustrerer det ham, at han ikke kan købe en af de 5.800 billetter, som Dansk Boldspil Union har fået tildelt til kampen. Det er cirka en tiendedel af det samlede antal fans, der må sidde på tilskuerpladserne på Wembley i London til semifinalerne og finalen. 

Håb endnu

På grund af coronasituationen har England krav om ti dages selvisolation ved indrejse til landet, og det er altså grunden til, at Bjarne Bihl-Nielsen ikke kan overvære fodboldkampen på engelsk jord.

Der er kun to dage og nogle timer til kampstart, men superfanen har endnu ikke mistet modet.

- Selvom onsdag ser mørk ud lige nu, så håber jeg endnu. Hvis vi er 99 procent sikre på, at vi ikke kommer afsted, så klynger jeg mig til den sidste procent, siger han og tilføjer, at planen også er klar.

- Det tager ikke mange minutter at pakke det, jeg skal have med. Så længe flyet fra Billund onsdag formiddag ikke er lettet, har jeg en chance for at se kampen på Wembley, lyder det optimistisk.

Fodbold skal ses live

Bjarne Bihl-Nielsen håber, at der kan lempes på indrejserestriktionerne. Ifølge ham skal semifinalekampen nemlig ses fra tilskuerrækkerne på Wembley i London og ikke andre steder.

- Fodbold skal ses live. Jeg er ikke vant til at se det på fjernsyn, men det kan være, at jeg bliver nødt til at acceptere det den her gang. Jeg ved dog ikke, hvor jeg skal se det henne, for lige nu går jeg ikke efter plan b. Det gør jeg først, når jeg må indse, at det sidste fly er fløjet fra Danmark mod England, siger han.

Superfanen så også Danmarks kamp i lørdags mod Tjekkiet i Baku. Han var en af de 50 mest loyale landsholdsfans, som var inviteret med til kampen af Dansk Boldspil Union – med alt betalt.

Inkarneret superfan

  • Bjarne Bihl-Nielsen så sin første landskamp i 1973 i Parken.


  • Han har været i 27 lande for at se det danske landshold spille fodbold.


  • Play off-kampen i Irland, der endte 5-1 i dansk favør, står som en minderig kamp for superfanen.


  • Bjarne overtog selv rollen som fankoordinater ved VM i Rusland. Han sørgede for at finde et værthus i Samara i Rusland, hvor han ved hjælp af Google Translate formåede at koordinere med værtshusejeren, at han skulle sørge for 1000 kolde øl i timen, da der ville komme 500 danske fans inden kampen mod Autralien.


  • Bjarne Bihl-Nielsen er ikke den eneste i familien, der er inkarneret landsholdsfan. Hans datter, søn og svigerdatter var alle inviteret med til Baku som en del af de 50 mest loyale fans. 


  • Billetterne til Danmarks kvalifikationskampe senere på året har pensionisten bestilt. Der går turen til Moldova, Skotland og Færøerne.

- Det var jo helt fantastisk. Der var en virkelig god stemning på stadion, hvor alle hoppede og sang, da vi scorede det første mål. Selvom de sidste 45 minutter var nervepirrende, så vidste jeg, at de ville spille sig videre, siger superfanen, der altså på nuværende tidspunkt er fanget i Danmark inden semifinalebraget i det engelske. 

Finalen venter

Når kampen fløjtes af onsdag aften ved Bjarne Bihl-Nielsen og resten af Danmark, om det første danske landshold siden 1992 er finalister ved en EM-slutrunde.

Vejen dertil vil dog ifølge superfanen blive nemmere, hvis danske fans får lov at indtage tilskuerpladserne på Wembley.

- Spillerne har selv sagt, at de er blevet båret frem af de danske fans, så kan vi ikke komme derover, bliver det svært. Jeg håber, danskerne i England bakker op, og jeg håber og tror faktisk også, at waliserne og skotterne vil støtte os, siger pensionisten.

Han har ikke et konkret bud på, hvordan semifinalen ender, for lige nu er fokus et helt andet sted.

- Der bliver ikke mange mål i kampen. Jeg tror, det bliver et nervøst spil. De sidste to kampe, vi har spillet på Wembley, har vi vundet 1-0, så vi må se. Nu skal jeg bare derover, siger han og slutter:

- Om ikke andet kommer jeg over og ser finalen.