Frisørmester jubler: Får lov at beholde kompensationen

Frisør Lene Bodilsen fra Royal Salonen i Vejle glæder sig over, at politikerne på Christiansborg nu har ændret i reglerne, så frisører og andre selvstændige kan beholde kompensationen for perioder med tvangslukning.

Efter en rolig november med knap så mange kunder i frisørsalonen i Vejle, har frisørmester Lene Bodilsen i Royal Salonen igen grund til at glæde sig. For nu er det december og juletid, så der er igen udsigt til flere klippeaftaler i ordrebogen. Samtidig kan hun glæde sig over, at Christiansborgpolitikerne har besluttet at ændre reglerne, så frisører og øvrige selvstændige, der har oplevet tvangslukning på grund af coronarestriktioner, ikke skal tilbagebetale kompensation, som de har modtaget i den periode, hvor de har været tvangslukkede.

quote

- Det er jo fantastisk, det vi har fået igennem. Jeg er meget stolt.

Lene Bodilsen, frisørmester, Vejle

- Det er jo fantastisk, det vi har fået igennem. Jeg er meget stolt. Vi har jo arbejdet hårdt for at få politikerne til at forstå, at vi manglede de penge. Når man bliver tvangslukket, så synes vi jo, at det er rimeligt, at vi får lov til at beholde de penge, siger Lene Bodilsen til TV SYD.

Tvangslukning med hjælpepakke

Lene Bodilsens salon i Vejle var, ligesom alle øvrige frisørsaloner i landet, tvangslukket fra 18. marts og frem til 20. april på grund af restriktioner i forbindelse med coronavirus. Der blev oprettet en hjælpepakke, der skulle støtte selvstændige i de første tre måneder af coronakrisen. Puljen skulle gå til selvstændige, der oplevede et tab på over 30 procent af omsætningen set i forhold til indtægterne fra samme tid året før.

Den pulje søgte Lene Bodilsen og fik udbetalt 69.000 kroner - 23.000 kroner pr. måned. Penge, der skulle gå til løn og husleje. Senere fik hun besked på, at pengene skulle tilbagebetales til staten. Grunden var, at Lene Bodilsen og hendes medarbejdere arbejdede så meget i perioden efter åbningen den 20. april, at salonen ikke længere - målt på en periode over tre måneder - havde en tabt arbejdsfortjeneste på mindst 30 procent. 

Medarbejderne i Royal Salonen arbejdede ekstra timer, da salonen fik lov til at åbne den 20. april.
Medarbejderne i Royal Salonen arbejdede ekstra timer, da salonen fik lov til at åbne den 20. april.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Rimeligt med delvis tilbagebetaling

De nye ændringer i reglerne betyder, at selvstændige har ret til kompensation for tvangslukning i den periode, den har fundet sted. Uanset, hvad de så har haft i omsætning i den efterfølgende periode.

- Jeg synes jo, det er rimeligt. Min salon var lukket i fem uger, og nu får jeg pengene for de fem uger. Men jeg får ikke for de næste to måneder - dem skal jeg betale tilbage. Og det synes jeg er rimeligt, gentager Lene Bodilsen.

På trods af den positive modtagelse af regelændringen, har frisørmesteren i Vejle ikke julegratiale klar til medarbejderne i Royal Salonen.

- Det har jeg ikke. På nuværende tidspunkt mangler jeg 250.000 kroner i omsætning. Jeg skal lige have gjort det hele op til 1. januar. Jeg har stadig pengene stående, som jeg skal betale tilbage. Men, mine medarbejdere skal nu nok få en julegave, det lover jeg, lyder det fra Lene Bodilsen.