Genbrugsbutikker mangler vintertøj til de kolde måneder

Flere Røde Kors-butikker må vente forgæves på varer fra organisationens hovedlager i Horsens. Krigen i Ukraine gjorde, at mange kom af med deres aflagte tøj allerede i foråret.

Der er langt mellem huer, handsker og varme jakker hos genbrugsbutikkerne for tiden, og hos Røde Kors kan man allerede nu mærke, at der er mangel på det varme vintertøj.

Flere butikker venter forgæves på flere varer fra organisationens hovedlager i Horsens.

- De butikker, der ikke er så store og som ikke tømmer containere selv, får tøj fra Horsens. Og det er sådan et sted, at det kan mærkes. De sender så bud efter herretøj, dametøj, børnetøj, vintertøj til Horsens, men de kan ikke udlevere det, for de får ikke nok, siger Else Marie Haumann, der er butiksbestyrer hos Røde Kors i Vejle.

Uvis fremtid

Hos butikken i Vejle, som er en af de større Røde Kors-butikker, er der stadig tøj på knagerne, men fremtiden er uvis, fortæller butiksbestyreren.

- Vi har gemt rigtig meget. Så derfor har vi haft nok, men om vi får nok ind, ved jeg simpelthen ikke. Der kan jeg godt have mine tvivl, siger Else Marie Haumann.

Det er særligt jakker, huer og handsker, som Røde Kors kommer til at mangle de kommende måneder.
Det er særligt jakker, huer og handsker, som Røde Kors kommer til at mangle de kommende måneder.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Det er især krigen i Ukraine, der har betydet, at lagrene ikke er, hvad de har været. I foråret var der stor fokus hos frivillige og foreninger på at samle ind til landet i krig og de flygtninge, der kom her til Danmark.

- I de første dage blev alle løbet over ende. Vi fik meget her, og vores containere, hvor der stod “til Ukraine”, blev også fyldte, fortæller butiksbestyreren.

Kig en ekstra gang i gemmerne

I en tid hvor høje priser på energi og fødevarer fylder i hverdagen, så kan behovet for varmt tøj stige, når kulden kommer.

Hos Røde Kors i Vejle har man stadig tøj på hylderne, men hos flere mindre Røde Kors-butikker mangler man allerede vintertøj.
Hos Røde Kors i Vejle har man stadig tøj på hylderne, men hos flere mindre Røde Kors-butikker mangler man allerede vintertøj.

Derfor opfordrer Else Marie Haumann folk til at kigge en ekstra gang i gemmerne efter tøj, der kan få nyt liv hos andre her til vinter.

- Det folk ikke bruger mere, eller det, som folk er vokset fra, vil jeg da opfordre til, at de afleverer i en genbrugsbutik, siger hun.