Henning henter 1.8 millioner klima-kroner hjem til landsby

Landsbyen Vandel er blevet udvalgt til klimalandsby i Vejle Kommune. Nu skal pengene bruges til at udvikle lokale klimaløsninger.

Henning Nørbygaard har alt mulig grund til at finde det helt store smil frem. Og det gør han også i dag.

I den kommende tid bliver der nemlig sendt 1.8 millioner kroner afsted mod byen vest for Vejle, der giver Henning Nørbygaard muligheden for at udvikle nye lokale klimaløsninger.

- Det er helt fantastisk.

Lyder det kort fra den glade initiativtager, der på vegne af Vandel Udviklingsråd sendte det vindende projekt afsted til Vejle Kommune.

Klima laboratorium

Drømmen hos Henning Nørbygaard er, at Vandel bliver et levende laboratorium, hvor de lokales ideer bliver parret med eksperternes viden. 

Det skal sammen udvikle landsbyen med de godt 950 indbyggere.

Vandel har Danmarks største solcellepark. Den er placeret på den tidligere flyveplads.
Vandel har Danmarks største solcellepark. Den er placeret på den tidligere flyveplads.
Foto: Jørgen Guldberg


Flere tilflyttere

Formålet med at satse på at blive klimalandsby skal blandt andet også være med til at lokke flere indbyggere til Vandel.

- Det tror vi på, kan lade sig gøre. Ved at sætte klimatiltagene på dagsordenen kan vi tiltrække flere børnefamilier, der tager klimaet alvorligt, siger Henning Nørbygaard.

Vandel vil gerne have flere til at flytte til landsbyen.
Vandel vil gerne have flere til at flytte til landsbyen.
Foto: Jørgen Guldberg

Vandel kan nu se frem til, sammen med kommunens forvaltning, at arbejde med at realisere nogle af de ambitiøse planer over de næste par år.

Sammen skal det være med til at opfylde Vejle Kommunes klimaplan, der skal skabe en CO2-reduktion på 70 procent inden 2030.

Vejle Kommune Klimalandsby

I alt 8 lokalsamfund meldte sig som klimalandsby. Af dem blev tre lokalsamfund udvalgt til finalen: Højen, Grejs og Vandel. Den endelig klimalandsby blev Vandel.


Der blev lagt særligt vægt på fire kriterier i udvælgelsen:


1. Motivation for at deltage og blive den udvalgte klimalandsby.


2. Planer for rekruttering og organisering af lokale deltagere.


3. Idéer til klimaløsninger, der kan arbejdes med lokalt.


4. Planer og idéer for samskabelse lokalt mellem fx lokale borgergrupper, virksomheder, skoler, m.fl.


Vejle Kommune blev i 2019 medlem af DK2020, der består af 20 danske kommuner, som arbejder målrettet med at leve op til Parisaftalen. I kølvandet på det nedsatte byrådet et klimaudvalg, der sikrer det nødvendige klimafokus i kommunen. 


Klimaudvalgets målsætning lyder på 70 pct. reduktion af kommunens CO2-aftryk inden 2030.


Du kan følge projektet på www.vejle.dk/klimalandsby