Livemusik: Boys from Heaven og At Ease løb med sejren

Fredag aften kunne du lige her følge Jelling Musikfestivals talentkonkurrence Quasar, hvor tre danske bands dyster om spilletid på årets Jelling Musikfestival.

OPDATERING: At Ease vandt publikumsafstemningen, mens Boys From Heaven vandt dommerafstemningen. Beggge bands kan nu se frem til at spille i finalen på Jelling Musikfestival i maj.

Det har været småt med livemusik i Danmark det sidste år. 

For et år siden lukkede statsminister Mette Frederiksen landet, og forsamlingsforbud og fysisk afstand blev normen. 

Men hvis du hungrer efter at få stillet musiksulten, så kan det faktisk lade sig gøre netop i aften fredag den 12. marts.

I samarbejde med Jelling Musikfestival viser TV SYD talentkonkurrencen Quasar på TV SYD og her på tvsyd.dk i toppen af denne artikel.

- Det seneste år har ramt unge upcoming artister hårdt, fordi de lukkede spillesteder og festivaler har frarøvet dem muligheden for at komme ud at spille. Derfor er vi ekstra glade for, at vi kan give tre kunstnere en scene og et publikum. Samtidig håber vi, at arrangementet kan være et lyspunkt for alle os, der er sultne efter livemusik, siger festivalleder Lars Charlie Mortensen.

Stem din favorit videre

Tre jyske bands blev udnævnt som publikumsfavoritter tilbage i 2019, men de nåede aldrig videre i konkurrencen, da alle koncerter blev forbudt i 2020. 

Derfor vil de tre bands fredag aften spille for tomme sale i Vejle Musikteater, men publikum kan se med via tv, computer eller smartphone. Radiovært Jesper Nyborg styrer showet, hvor der også vil være samtaler med gæster mellem musikken. 

Undervejs er det publikum, som stemmer på deres favorit via sms og sender to bands videre til finalen, som afvikles under Jelling Musikfestival den 20. - 23. maj. Men lige nu er det uklart, hvad der bliver muligt til sommer, hvor festivalen håber, at kunne slå portene op. Ellers vil finalen blive afviklet via et digitalt liveshow. 

Sådan så det ud i 2018, hvor op mod 35.000 gæster besøgte Jelling Musikfestival.
Sådan så det ud i 2018, hvor op mod 35.000 gæster besøgte Jelling Musikfestival.
Foto: Stiig Hougesen, SH Luftfoto

Præmien er en turne med 14 koncerter på regionale spillesteder i Syddanmark og på udvalgte festivaler. 

Musikerne 

De tre bands kommer alle fra Jylland og har haft et særdeles svært år, hvor det stort set har været umuligt at afvikle koncerter. Derfor glæder de sig alle til at stemme instrumenterne og stille op i Vejle Musikteater. 

At Ease

Til en At Ease koncert kan man opleve en bred vifte af lydindtryk med udgangspunkt i upbeat R&B og en funket energi.
Til en At Ease koncert kan man opleve en bred vifte af lydindtryk med udgangspunkt i upbeat R&B og en funket energi.
Foto: Pressefoto.

Lyt til At Ease herunder:

At Ease er et band bestående af fire medlemmer med en fælles kærlighed for musik, og mål om at det vigtigste til en koncert er en god lytteroplevelse og et livligt sceneshow. Til en At Ease koncert kan man opleve en bred vifte af lydindtryk med udgangspunkt i upbeat R&B og en funket energi.

- Vi er så publikums- og koncertsultne og glæder os helt vildt til fredag. Det sidste år har været meget anderledes, hvor vi har fokuseret på at indspille musik i stedet for koncerter. Der er god karma i musikbranchen lige nu, hvor man gerne vil hinanden det bedste. Så jeg ønsker bare at alle har en god aften, siger Tobias Falk Andersen, forsanger i At Ease.

Se koncerten med At Ease her.


Frederik Damkaer

Frederik Damkaers sange bliver vækket til live på en forskelligartet musikalsk palet med rytmer, akustiske guitarer, klaver, saxofon, harmonika og violin.
Frederik Damkaers sange bliver vækket til live på en forskelligartet musikalsk palet med rytmer, akustiske guitarer, klaver, saxofon, harmonika og violin.
Foto: Pressefoto.

Lyt til Frederik Damkaer herunder:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Efter to års intenst arbejde i studiet og en udvidelse fra soloprojekt til en bandbesætning på fem udgav Frederik Damkaer i efteråret 2018 sit debutalbum ’Like Father Like Son’. En samling af sange der beskæftiger sig med familieliv, det at vokse op, de historier du bærer gennem livet, og dem du bliver fortalt, mens du følger med livet.

- Det sidste år har været op ad bakke, hvor vi har spillet meget få koncerter under restriktioner. Vi glæder os helt vildt til at stå på scenen til Quasar, selvom det er uden publikum, hvor vi jo normalt har den fede kontakt, siger Frederik Damkaer, som synger og spiller guitar i bandet. 

Se koncerten med Frederik Damkaer her.


Boys from Heaven

Boys from Heaven drager både inspiration fra 70’er og 80’er rockscenen med bands som Toto og Journey, men også fra den ældre “rockskole” med bands som The Who.
Boys from Heaven drager både inspiration fra 70’er og 80’er rockscenen med bands som Toto og Journey, men også fra den ældre “rockskole” med bands som The Who.
Foto: Pressefoto.

Lyt til Boys from Heaven her:

Bandet består af syv unge mænd fra Haderslev, som sidenhen er flyttet til København. Syv musikere på scenen hedder en septet, og denne spiller rockmusik med inspiration fra de storladne rockbands, som indtog stadions for 40-50 år siden. Boys from Heaven udgav det roste album 'The Great Discovery’ i oktober sidste år.

- Det sidste år har været hårdt, da vi ikke har kunne spille koncerter efter vores udgivelse i oktober. I udlandet har vores plade solgt over forventninger, og det håber vi at kunne følge op på. Vi laver meget af det selv, og det er en udfordring, når man er syv musikere i samme band. Der er mange, som skal blive enige, siger Mads Noye, som spiller keyboard og skriver sange i Boys from Heaven. 

Se koncerten med Boys from Heaven her.

Showet begynder fredag den 12. marts klokken 19.55, og du kan se det her i artiklen eller på TV SYD+.