Se billederne: Kronprinsparret ser guldfund fra Jelling

Kronprinsparret gæstede Kongernes Jelling lørdag eftermiddag, og under besøget kom de helt tæt på den nyfundne guldskat fra Vindelev.

Den røde løber var rullet ud i Jelling lørdag eftermiddag, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary besøgte Kongernes Jelling.

Som en del af det korte program fik det kommende kongepar muligheden for at se og mærke det nyeste, store guldfund, der blev fundet i begyndelsen af september ved Vindelev tæt på Jelling.

Til at fortælle om dele af det knap et kilo enorme fund stod Mads Ravn, forskningschef ved Vejle Museerne.

- Det var fantastisk at vise det til parret. Især deres reaktioner var utrolig ægte, og det er jo rart, at man som fagperson kan se, at det man går og laver, også er interessant for andre, siger han.

- Vi fik en god diskussion om fundet. Et eller andet sted er det jo kronprinsens guld, fordi det er danefæ, så det var på tide, at han fik det set, kan man sige, tilføjer Mads Ravn grinende.

Guldskatten bliver udstillet til februar næste år på Vejle Museerne, og her vil det være muligt for offentligheden, at se hele fundet. 

Du kan se billederne fra kronprinsparrets besøg i Jelling i galleriet øverst i artiklen.

Vindelevskatten består af knap et kilo guld fra 500-tallet.
Vindelevskatten består af knap et kilo guld fra 500-tallet.
Foto: Konserveringscenter Vejle