Borgmestre jubler efter grænseåbning: Nu kommer hverdagen tilbage

Alle grænseovergange mellem Danmark og Tyskland åbner natten til fredag, og det får en varm velkomst hos borgmestrene i grænselandet.

Betonklodser og hegn bliver nu fjernet ved den dansk-tyske grænse. Det betyder, at alle 13 grænseovergange mellem Danmark og Tyskland nu er åbne for første gang siden corona-nedlukningen den 14. marts.

quote

- Det har været en sten i skoen i lang tid. Nu håber vi, at vi kan komme tilbage til mere normale tilstande igen

Henrik Frandsen, borgmester Tønder Kommune

Der vil stadig blive udført intensiv stikprøvekontrol, men trafikanter kan nu se frem til bedre muligheder for at passere grænsen end tidligere, og det glæder Thomas Andresen (V), der er borgmester i Aabenraa Kommune.

- Det er jeg meget positiv overfor. Nu kan vi komme tilbage til en nogenlunde normal hverdag, som vi kendte den før corona, siger han.

Også i Tønder Kommune er regeringens udmelding en glædelig nyhed. Her var tidligere kun én åben grænseovergang, og det har ikke været nemt for dem, der har skullet ind i nabolandet, siger Henrik Frandsen (V), borgmester i Tønder Kommune. 

- Det har været en sten i skoen i lang tid. Det har givet anledning til lange ventetider og frustrationer, så vi håber, at vi kan komme tilbage til mere normale tilstande igen, siger han.

Udover at forbedre de praktiske forhold vil de nyåbnede grænseovergange også hjælpe på forholdet mellem danskere og tyskere på hver sin side af grænsen, fortæller Thomas Andresen. 

- Grænsesamarbejdet har været under pres, mens grænserne har været lukkede. Nu får de familiære og venskabelige bånd langt bedre kår, og vi kommer tilbage til der, hvor vi var inden corona, siger han.