TV der bevæger dig

Borgmester efter tre år med kontrol: - Det er et helt forkert signal at sende

Den midlertidige grænsekontrol fejrer tre års fødselsdag fredag. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

Efter tre år med grænsekontrol er borgmestre i Aabenraa og Sønderborg ikke imponeret.

Fredag er det tre år siden, at Danmark indførte midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Tal fra Rigspolitiet viser, at 3.843 personer er blevet afvist ved de sønderjyske grænseovergange, og at 379 våben er blevet beslaglagt.

Jeg vil hellere se de ressourcer brugt på andet politiarbejde.

Thomas Andersen (V), borgmester, Aabenraa

Borgmester i Aabenraa, Thomas Andersen (V), er ikke imponeret over tallene.

- Det helt korte svar er, at jeg fortsat er imod grænsekontrollen, og det ændrer tallene ikke på. Jeg vil hellere se de ressourcer brugt på andet politiarbejde, siger Thomas Andersen.

Grænsekontrol skaber andre problemer

Den midlertidige grænsekontrol blev indført i forbindelse med de store flygtningestrømme i efteråret 2015.

Han mener, at man ikke må glemme de problemer, som grænsekontrollen skaber andre steder i landet.

-  Samtidig med at man prøver at løfte indsatsen ved grænsen, så er der et problem i den stigende behandlingstid for anmeldelser til politiet og retssikkerheden overfor borgerne, udtaler han.

Kræfterne skulle bruges ude i marken

Syd- og Sønderjyllands Politi har oplyst, at politikredsen i perioden fra den 4. januar 2016 til og med den 12. oktober 2018 har rejst 3.694 sigtelser, som kan relateres til grænsekontrollen.

Det er et helt forkert signal at sende. Det er mest af alt signalpolitik fra regeringens og DFs side.

Erik Lauritzen (S), borgmester, Sønderborg

Ligesom borgmesteren i Aabenraa mener borgmester i Sønderborg, Erik Lauritzen (S), også, at ressourcerne kunne være brugt bedre.

- Jeg har en tro på, at man kunne have opnået de resultater på en anden måde. Med de samme ressourcer kunne man have fanget langt flere forbrydere og beslaglagt lige så mange illegale våben ved at bruge kræfterne ude i marken, siger Erik Lauritzen.

Han synes, det er forkert at lukke landet af og lave kontroller inden for EU’s grænser.

- Det er et helt forkert signal at sende. Det er mest af alt signalpolitik fra regeringens og DFs side, siger han.

Tønders Henrik Frandsen ser ingen problemer

Tønders borgmester Henrik Frandsen ser ingen problemer i grænsekontrollen.

- Så længe kontrollen ikke generer borgerne i Tønder Kommune, og det gør den efter min bedste overbevisning ikke, så jeg ser ingen problemer i grænsekontrollen, siger Henrik Frandsen, som ikke vil blande sig i landspolitistiske beslutninger:

- Jeg vil overlade beslutningerne om grænsekontrol til mine kollegaer i Folketinget, siger han.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu