Billund Lufthavn undgår strejkekaos - men kommer med en opfordring

Selvom SAS-piloterne fortsat strejker, så flyver nærmest alle fly ind og ud af Billund Lufthavn som planlagt.

Sommeren er over os, og ferien er for de flestes tilfælde enten godt i gang eller lige på trapperne. Men midt i den travleste rejsetid har en strejke blandt SAS’s piloter skabt aflysninger og forsinkelser på stribe.

Det er dog ikke noget, de mærker meget til i Billund Lufthavn, fortæller lufthavnens PR-manager Mads Bisp Agersnap.

- Selvfølgelig betyder det noget, at nogle af vores gæster bliver ramt af strejken, men det er simpelthen så få. Vi taler måske om én afgang ud af 60 daglige flyvninger, der er berørt, siger Mads Bisp Agersnap til TVSYD.

SAS flyver fra Billund

Når ikke der er flere flyvninger, der er berørt af strejken, så skyldes det, at ruterne til Stockholm og Oslo, som er de eneste faste ruter, Billund Lufthavn har med SAS, bliver varetaget af en underleverandør til SAS, der ikke er berørt af strejken.

Dermed er det altså kun meget få flyvninger, som bliver berørt af strejken, men alligevel påpeger Mads Bisp Agersnap, at det er vigtigt, at man holder sig orienteret omkring sin rejse gennem sit rejsebureau og følger deres instrukser.

Vær opmærksom på travlhed

Selvom pilotstrejken ikke har de store konsekvenser for flytrafikken ind og ud af Billund Lufthavn, så kan man alligevel opleve travlhed, hvis man skal flyve på ferie fra Billund.

- Det, vi opfordrer alle vores rejsende til, er at holde øje inde på vores hjemmeside omkring travlhed, for vi har dejlig meget aktivitet for tiden. Der er farvekoder med rød, gul og grøn, der indikerer, hvor travlt der er omkring ens afgang, og det kan være afgørende for, hvor tidligt man skal komme, siger Mads Bisp Agersnap.

Hvor længe, SAS-piloternes strejke fortsætter, og hvorvidt det i fremtiden kan få konsekvenser for Billund Lufthavn, er ifølge lufthavnens PR-manager helt umuligt at spå om.

- Det må vi se på til den tid. Vi følger naturligvis situationen, ligesom vi altid følger hele branchen tæt, Mads Bisp Agersnap.