Oversigt

Bombetrussel: Fly både letter og lander i lukket terminal

Siden Billund Lufthavn tidligt i formiddags modtog en bombetrussel, har alt flytrafik i terminalen været indstillet. Eller næsten.

Klokken 16:04 lettede et Boeing 737-fly fra Billund Lufthavn. Det fremgår af Flightradar24.

Det har ellers været meldt ud, at der hverken letter eller lander fly i lufthavnen indtil klokken 18. Dette fremgår også at lufthavnens egen hjemmeside BBL.dk:

"Der flyver stadig ingen fly til og fra Billund Lufthavn, efter lufthavnen tidligere i dag modtog en bombetrussel".

Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at der var tale om et "tomt" fly. Altså et fly uden passagerer og kun med personale. De har i øjeblikket ikke et svar på, hvorfor flyet har fået lov lette.

Men ifølge Ekstrabladet er det ikke kun et enkelt fly, der fået lov til at lette, men flere. Der skulle tilsynladende være lettet to fly fra lufthavnen og landet et tredje. I hvert fald i følge Flightradar24.

Overfor avisen kan politiet dog kun bekræfte, at der er lettet et enkelt fly fra lufthavnen.

Vibeke Sørensen, der er pressemedarbejder i Sydøstjyllands Politi, understreger overfor Ekstrabladet, at lufthavnen fortsat er lukket, og at flytrafikken er indstillet.

Politiet har indkaldt til pressemøde om hændelsens konsekvenser for flytrafikken klokken 19.

Du kan følge udviklingen i sagen i livebloggen nedenunder.