Oversigt

Nicolai Højgaard vinder 20 millioner i karrierens største sejr

DP World Tour Championship i Dubai blev en kæmpetriumf for Nicolai Højgaard fra Billund.

Han gik således hele vejen og vandt som første dansker nogensinde sæsonfinalen på den største europæiske tour.

Thorbjørn Olesen sikrede sig med sin præstation samtidig et kort til den amerikanske PGA Tour næste år med sin præstation.

Danmark har dermed to spillere med PGA Tour-kort i 2024, da Nicolai Højgaard via sine præstationer som midlertidigt medlem også har sikret sig et PGA Tour-kort.

Nicolai Højgaard under sæsonfinalen DP World Tour Championship i Dubai.
Nicolai Højgaard under sæsonfinalen DP World Tour Championship i Dubai.
Foto: Ali Haider/EPA/Ritzau Scanpix

Sejren er Nicolai Højgaards tredje på DP World Tour, men klart den største i forhold til ranglistepoint og præmie.

Han får tre millioner dollar - eller godt 20 millioner kroner for triumfen - ud af en samlet præmiepulje på 10,5 millioner dollar. Det er den største præmie i europæisk golf nogensinde.

I sine foregående 86 turneringer på DP World Tour havde Nicolai Højgaard tjent et beløb svarende til 26 millioner kroner i løbet af de seneste fem år.

Nicolai Højgaard gav sig selv birdiechancer på nærmest alle huller søndag med glimrende teeslag, og da putteren samtidigt var varm, gav det masser af birdies til den 22-årige dansker.

Hele ni af slagsen præsterede Højgaard kombineret med en enkelt bogey.