Tvivl opstået om storstilet solcelleprojekt efter voldsom kritik af selskabet bag planerne

Beboerne i Filskov ønsker ikke en solcellepark opført i deres hjemby. Nu har to store parter trukket sig fra projektet, og kommunen har ikke hørt fra selskabet bag parken, hvad der skal ske med planerne.

Et stort solcelleprojekt kan se ud til at smuldre.

Ifølge direktør for Teknik, Plan og Kultur i Billund Kommune, Martin Sejersgaard-Jacobsen, har man siden et borgermøde i september om opførelsen af en solcellepark i Filskov ikke hørt fra det hollandske selskab bag ideen, Interfarms Energy. 

Projektet har de seneste uger skabt heftig debat, og fredag trak landmændenes organisation, Sagro, sig som rådgiver for det hollandske selskab. 

- Der har i projektets opstart været utilstrækkelig kommunikation og koordinering. Det er naturligvis uheldigt, da der derved er opstået en række fejl og misforståelser i forhold til projektet. Sagro har derfor taget konsekvensen og trukket sig fra samarbejdet omkring projektet, lyder det fra Sagros administrerende direktør Torben Jensen ifølge Ugeavisen Billund-Grindsted.

Interfarms Energy tog i foråret kontakt til Billund Kommune om opførelsen af en 2,5 kvadratkilometer stor solcellepark på størrelse med 500 fodboldbaner i landsbyen.

Parken skulle ligge i området ved Ravlundvej og Blåhøjvej og vil være i stand til at give el til 40-50.000 husstande. Samtidig omkranser den også en del af Filskov, og der vil være beboere, som får udsigt til solceller blot 20 meter fra deres hjem.

Modstand fra naboerne

150 lokale Filskov-borgere er alt andet end begejstrede for planlægningen af en solcellepark i deres by. Det blev tydeliggjort på et informationsmøde for få uger siden, hvor naboerne fik mulighed for at stille spørgsmål til projektet.

Ole Christiansen er en af borgerne i byen, der er imod opførelsen af en solcellepark. Han synes ideen om en solcellepark er god, men han bryder sig ikke kommunikationen omkring projektet, som han føler har været mangelfuldt.

- Jeg vil ikke have noget imod, hvis projektet bliver droppet, siger han.

Under mødet i september blev der sat spørgsmålstegn ved, at Interfarms Energy i forbindelse med en ansøgning til kommunen skulle have været i dialog med alle berørte naboer, hvilket beboerne ikke kunne genkende.

Part trak sig efter borgermøde

Få dage efter mødet valgte Energicenter Nord at trække sig fra projektet. Selskabet oplyste i en pressemeddelelse:

- Grundlæggende principper er blevet kompromitteret alvorligt i Filskov-projektet, hvilket gør det umuligt for Energicenter Nord at opfylde vores forpligtelser og sikre, at projektet gennemføres på en måde, der er til gavn for alle involverede parter.

Filskov vil som landsby kunne få en erstatning på op mod 650.000 kroner om året, og de penge vil kunne bruges på forskellige udviklingsprojekter i byen. Det har beboerne i byen dog ikke interesse i. 

Interfarms Energy står efter tilbagetrækninger fra Sagro og Energicenter Nord alene om solcelleprojektet.

Martin Sejersgaard-Jacobsen ved ikke, om projektet ender med at gå i vasken, eller om arbejdet vil fortsætte.  

Ifølge Sagro fortsætter Interfarms Energy arbejdet. TV SYD har forsøgt at få Interfarms Energy til at forholde sig til kritikken. Det har desværre ikke været muligt.