3.148 stoppet ved grænsen - 149 personer afvist

Efter at en gennemgribende grænsekontrol blev iværksat lørdag, er 149 blevet nægtet indrejse til Danmark.

Opdatering. Tidligere søndag morgen Syd- og Sønderejyllands Politi oplyst, at 608 udlændinge var blevet afvist ved grænsen. Nu har politiet rettet sin fejl og korrigeret tallet til 149

 

De danske grænser lukkede lørdag klokken 12. Sidenhen har både hjemmeværnet, forsvaret og politiet koordineret kontrollen af samtlige biler, der kører ind over den danske grænse.

Klokken 09.00 søndag morgen er status, at 3.148 personer er stoppet på grænsen. Af dem er 149 blevet afvist ved de tre åbne grænseovergange, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Der kan være flere afvisningsgrunde, men det har primært været, fordi folk ikke har haft et anerkendelsesværdigt formål for indrejse til Danmark, fortalte chefen for Udlændingekontrolafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, politiinspektør Brian Fussing, tidligere på dagen. 

Stille start

Selvom der har været nogle afvisninger ved grænsen, har grænsekontrollen haft en rolig begyndelse. Politiet havde ellers regnet med, at den påbegyndte kontrol ville skabe lange køer på de tyske veje. Men det har vist sig ikke at være tilfældet:

- Der har ikke været så megen trafik i dag som forventet. Forklaringen kan være, at man har lyttet til regeringens anbefalinger om, at man skal lade være med at rejse, siger politiinspektør Brian Fussing. 

Den gennemgribende grænsekontrol betyder ellers, at alle biler og passagerer bliver tjekket ved indrejse til Danmark. Derfor kan køer nemt opstå, hvis mange har planer om at køre over den dansk-tyske grænse.

Man skal derfor være tålmodig og have sit pas med, hvis man forventer at køre ind og ud af landet indtil den 13. april.