Billund-direktør: Hårdt at se en tom afgangshal

Nu er der kun tre passagerfly i døgnet i Billund Lufthavn, der mistede seks ud af ti passagerer i marts måned.

Coronakrisen aflæses brutalt og kontant i Billund Lufthavns opgørelse af trafikken i marts måned med en tilbagegang på passager-tallet på 58,3 procent i forhold til 2019. Det afspejler, at der kun er gået 103.720 passagerer ud og ind af lufthavnen.

Nu er der alene tre flyruter med passagertrafik tilbage, og de næste uger bliver meget anderledes i den ellers så travle lufthavn, der snart er oppe på 700 hjemsendte medarbejdere, mens 350 fortsat arbejder - bl.a. med at håndtere 42 ugentlige fragtfly.

– Det er selvfølgelig hårdt at se en tom afgangshal. Vi forventer, at vi i hele april og maj får minimal trafik. Måske helt ned omkring tre til fem procent af vores normale niveau, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.

De tre tilbageværende ruter holder KLM-forbindelsen til Amsterdam i live, mens Wizz Air fortsat flyver til to rumænske byer. 

Det er kun udlændinge med et anerkendelsesværdigt formål, der får lov at komme ind i Danmark – f.eks. hvis den pågældende bor eller arbejder i Danmark eller skal levere varer eller tjenesteydelser hertil.

Hidtil er 13 personer blevet afvist ved forsøg på indrejse i Billund, oplyser Sydøstjyllands Politi.