Billund Lufthavn sender 498 medarbejdere hjem

Der er mange aflyste fly, og der er få passagerer på flyene. Derfor er nu sendt 498 medarbejdere ud af 1.100 ansatte hjem på lønkompensation.

Som bebudet allerede først på ugen af lufthavnens adm. direktør Jan Hessellund, så sendes medarbejdere nu hjem i stor stil.

Regeringens treparts-hjælpepakke med lønkompensation betyder, at lufthavnen kan tilpasse personaleomkostninger betydeligt. Når der er et fåtal af passagerer, er der ingen grund til, at check-in skrankerne er fuldt bemandet. Der skal selvfølgelig heller ikke være fuld bemanding i security, bagagesorteringen, butikkerne og restauranterne. De medarbejdere, der til dagligt arbejder direkte overfor passageren, kan sendes hjem.

–  Vi beholder dog fortsat personale på posterne, så vi kan håndtere de få fly, der fortsat kommer og specielt også de passagerer, der fortsat ankommer til lufthavnen, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Billund Lufthavn kikker også på regeringens øvrige hjælpepakker, som forhåbentlig kan hjælpe med at bringe de faste omkostninger ned. og fortsætter:

– Det er en hård situation for os alle, jeg oplever en stor velvilje og opbakning blandt personalet til at passe på lufthavnen. Så vi er meget glade for hjælpepakken med lønkompensation, så vi kan holde på vore faste medarbejdere, men samtidig sende dem hjem med fuld løn, siger Jan Hessellund..