Cheføkonom: Turister svigtede hovedstaden, men ikke Syddanmark

Region Syddanmark havde en samlet nedgang i antallet af overnatninger på 5,4 procent i de tre sommermåneder sammenlignet med sidste år. Efter et forår i dybfryseren er der dog alligevel grund til at glæde sig over turismen henover sommeren, lyder det fra Dansk Erhverv.

Hoteller og feriecentre rundt om i Danmark har i sommer haft en del færre overnattende gæster, end det var tilfældet sommeren før.

Fra juni til august har der været 2,8 millioner færre overnatninger i Danmark. Det svarer til et samlet fald på 17 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

quote

Det går trods alt betydeligt bedre i Region Syddanmark end i hovedstaden.

Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv

Kunne være værre

I Region Syddanmark har man henover sommeren oplevet en samlet nedgang i antallet af overnatninger på 5,4 procent sammenlignet med sommeren 2019. 

Trods nedgangen mener Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, at det kunne se meget værre ud.

- Der er flere andre regioner, som skeler med misundelse til TV SYDs sendeområde. For her er man samlet set kommet godt ud af sommeren.  I august måned har I kunnet oppebære et lille plus på tre procent. Det er ikke nok til at kompensere for et forår i dybfryseren. Men det går trods alt betydeligt bedre i Region Syddanmark end i hovedstaden, siger Lars Ramme Nielsen.

Buketten af vestkyst, et genforeningsjubilæum og en august måned med rigtig mange solskinstimer betyder ifølge ham, at rigtig mange danskere har haft lyst til at opleve Syd- og Sønderjylland. 

- Danskerne har været ude og opleve deres eget land. Vestkysten er blevet genopdaget, og der har været væsentlig fokus på regionen i forbindelse med genforeningsjubilæet. Det betyder, at danskerne blandt andet har haft lyst til at opleve Dybbøl Mølle og grænseregionen, siger han. 

Camping hitter

Der har da også været rift om pladserne i lystbådehavnene og på campingpladserne i Region Syddanmark. Hvis man alene ser på antallet af overnatninger på campingpladser i regionen, har der været en stigning på 4,3 procent fra juni-august 2020 sammenlignet med året før. 

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at ud af de 2,8 millioner tabte overnatninger stammer 2,3 millioner fra Region Hovedstaden. Og af de 2,3 millioner kommer langt hovedparten fra hoteller og feriecentre.