Clara låst ude af Danmark i tre måneder - nu har hun fået koden til låsen

Indtil torsdag var Clara Christensen fra Rudbøl spærret inde i Tyskland. Men så fik hun koden til låsen.

Da Danmark lukkede grænserne i begyndelsen af marts i år, lukkede man også Clara Christensen fra Rudbøl ude af Danmark. Det særlige ved grænsen i Rudbøl er, at den går lige ned midt på en vej gennem byen. Men af praktiske grunde spærrede myndigheder vejen på tværs lige før Claras hus, og dermed blev hun spærret ude af sit eget land.

I tre måneder har hun været spærret inde eller ude, hvordan man nu ser på det. Til al overflod måtte hun efterlade sin bil i Danmark og gå et par hundrede meter for at komme hjem til sig selv. Hvis hun skulle køre helt hjem, skulle hun køre en omvej på 32 kilometer.  Men det er slut nu. I går kom folk fra Tønder Kommune og fjernede betonklodserne og erstattede dem med en bom med en lås. En lås, som Clara har fået koden til.

- Nu er jeg kommet fri igen og kan tilkalde håndværkere, fortæller Clara Christensen, der er pensionist.

Men hun må stadig køre sin skraldespand op på den andens side af bommen, for skraldemændene har ikke fået koden, hun har fået at vide af kommunen.

Clara Christensen har været låst ude af sit eget land.
Clara Christensen har været låst ude af sit eget land.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Træls for alle

Nu skal hun ud af bilen, hen til bommen, låse den op og åbne den, køre igennem og så lukke og låse igen.

- Det betyder ikke noget for mig, jeg er pensionist. Men det er da træls for alle landmændene, siger Clara.

Men selv om hun nu selv kan komme frem og tilbage, er hun alligevel træt af, at grænsen stadig er lukket for de fleste.

- Jeg håber virkeligt, de får fjernet den bom. Der er ingen hernede, der kan se ideen med det, det generer kun befolkningen. Vi forstår det simpelthen ikke.