Coronavirus på stor international byggeplads

En af de omkring 1.000 bygningsarbejdere, der lige nu er ved at opføre stort datacenter for Google nær Fredericia, har fået konstateret, at vedkommende er smittet med corona-virus.

Det er den tyske storentreprenør Exyte, der står for opførelsen af Googles store datahaller, og her bekræfter kommunikationschef Adriana Williams, at en medarbejder på byggepladsen er smittet med coronavirus.

- Vi har identificeret et tilfælde af covid-19 og har som følge heraf truffet de nødvendige forholdsregler. Den pågældende person er i isolation og har det godt. Vi overvåger situationen i tæt overensstemmelse med de ansvarlige sundhedsmyndigheder og vil fortsætte med at tage de nødvendige skridt, lyder det i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.

Det fremgår af dokumentet fra Google-byggeriet, at den smittede er blevet testet positiv for coronavirus, men ikke har haft nogen symptomer.

Hos Google i Danmark vil man ikke sige noget som helst om situationen eller oplyse, hvilke foranstaltninger der nu tages på det 46.000 kvadratmeter-store og 4,5 milliarder kroner-dyre byggeri.

Kilder fortæller til Fagbladet 3F, at et stort antal medarbejdere fredag blev sendt hjem fra byggepladsen, men det vil Googles kommunikationschef ikke bekræfte.

Hos den lokale 3F-afdeling i Fredericia er byggeformand Flemming Sejr Bernhard Rasmussen stærkt utilfreds med den måde, Google håndterer situationen på.

- Vi har mange medlemmer og virksomheder, som har kontaktet os og er meget nervøse for situationen. Jeg har henvendt mig til Google gennem deres kontaktperson, men de afviser, at der er nogen problemer. Jeg har flere gange opfordret dem til at være proaktive, også før vi hørte om et bekræftet tilfælde af virussen, fordi der går så mange medarbejdere fra mange forskellige europæiske lande. Jeg synes, det er meget kritisabelt, at Google ikke er sit ansvar bevidst i de her tider, siger Flemming Sejr Bernhard Rasmussen fra 3F Fredericia.

Rettelse: Tidligere fremgik det af historien, at den omtalte medarbejder var ansat hos det irske firma Dornan. Oplysningerne stammede fra 3F. Dornan har efterfølgende oplyst at medarbejderen ikke var ansat hos selskabet. TV SYD beklager fejlen.