Lange bilkøer: Ferietrafikken har været mere intens end tidligere år

Timelange køer ved grænsen på sommerens første store rejsedag. Ifølge Vejdirektoratet fortsætter det sandsynligvis næste weekend.

Lørdag har været en travl rejsedag på vejene med tæt trafik og kødannelser.

Til tider har der været bilkøer med op til en times varighed ved den dansk-tyske grænse.

- Der er ingen tvivl om, at det har været en hård rejsedag med rigtig meget trafik, siger Rune Johansen, vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter.

Lørdag er første dag i skolernes sommerferie.

Samtidig er det skiftedag i sommerhusene, og både danske og tyske turister har i stort antal valfartet til sommerhusområderne.

Trafikken har især været rettet fra øst mod vest, fra København over Fyn mod Jylland.

Og så har der været et stort pres på at komme fra Tyskland og ind over grænsen til Danmark.

Ingen alvorlige uheld

Trods mange biler på vejene har man været forskånet for større ulykker.

- Der har ikke været meldinger om større, alvorlige ulykker. Når der er mange biler på vejene, er hastigheden også sat ned.

- Der har været nogle sammenstød, men det er mere det, jeg vil karakterisere som små bump i trafikken.

- Men små bump kan også give anledning til store forsinkelser, siger Rune Johansen.

En lørdag i særklasse

Selv om der normalt er meget trafik den første weekend i skolernes sommerferie, så har denne lørdag været i særklasse:

- Vi synes, at vi her i trafikcentret har kunnet mærke, at trafikken i dag har været ekstra intens.

- Måske fordi mange danskere på grund af coronasituationen holder ferie herhjemme i år, siger Rune Johansen.

Den tætte trafik bliver formentlig en tilbagevendende begivenhed i weekenderne denne sommer.

Især når det er skiftedag om lørdagen.

- Vi forventer, at trafikmønstret vil gentage sig de kommende lørdage, især i tidsrummet fra klokken 11 til 15.

- Det kan være en god idé at køre uden for dette tidsrum, eksempelvis tidlig aften, hvis man gerne vil nemmere igennem trafikken, siger Rune Johansen.