Politiet: Minefelterne ligger øde - al natteliv er stoppet

Værtshuse, diskoteker, klubber og andre forlystelsessteder overalt i TV SYDs område fulgte natten til lørdag alle regeringens opfordring til at holde lukket. Det bekræfter de to lokale politikredse tidlig lørdag morgen

Alle værtshuse og andre udskænkningssteder var lukkede på den første store gå i byen-nat efter de seneste skærpede opfordringer fra regeringen til at undgå forsamlinger.

Regeringen forbyder forsamlinger på mere end 100 personer fra den kommende uge - indtil da var der en klar opfordring onsdag aften fra  statsminister Mette Frederiksen, (S), til, at natteliv, indendørs kulturinstitutioner og biblioteker lukkede øjeblikkeligt.

Opfordringen er blevet fulgt, konstaterer vagtcheferne hos de to lokale politikredse lørdag morgen.

- Vi har vejledt en enkelt værtshusejer om situationen, som blev modtaget i god ånd. Ellers har der nærmest været øde i de større byers normale minefelter i nat, siger vagtchef Erik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

- Jeg kan ikke mindes at have oplevet en  så rolig og stille nattevagt, siger vagtchef Jesper Brian Jensen, Sydøstjyllands Politi.