Retten skal vurdere masse-bøder for gaderæs

Om en uge vil Retten i Esbjerg afgøre, om politiet kan uddele bøder for at overtræde forsamlingsforbuddet til alle 210 personer, der var til stede en sommeraften på en parkeringsplads ved Danish Crown i Holsted.

Retten i Esbjerg behandlede mandag formiddag de første fire sager i et stort sagskompleks om overtrædelse af covid-19-forsamlingsforbuddet.

Fredag den 12. juni slog politiet til mod, hvad de mener var et stort gaderæs i Holsted, hvor i alt 221 personer blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, der på det tidspunkt forbød forsamlinger på over 50 personer.

Der har under corona-tiden været et stort antal situationer, hvor politiet har slået til mod gaderæs. Både i Aabenraa, Hammelev og Holsted har Syd- og Sønderjyllands Politi stoppet gaderæs, ligesom Sydøstjyllands Politi jævnligt har gjort det i bl.a. Horsens, Hedensted og Vejle denne sommer. Også andre politikredse i Jylland har oplevet samme tendens.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har foreløbig rejst tiltale mod en 20-årig kvinde og en 28-årig mand fra Esbjerg samt en 23-årig mand fra Varde og en 24-årig mand fra Vejen for overtrædelse af bekendtgørelsen om forbud mod større forsamlinger. De kræves idømt en bødestraf på 2.500 kroner.

Casper Bro, 24 år, fra Vejen, er en af de fire tiltalte, som alle nægter sig skyldige.

- Jeg ganske rigtigt til stede på parkeringspladsen ved Danish Crown i Holsted. Vi stod ikke sammen i en stor gruppe - men sad i vores biler eller stod i flere mindre klynger under 50 og kikkede på biler og hyggede os, så jeg forventer at blive frikendt, siger Casper Bro til TV SYD efter retsmødet.

Flere af de oprindelige 221 sigtelser i sagen er frafaldet - bl.a. fordi flere af slagteriets ansatte var blevet lukket inde, da politiet spærrede både til- og afkørsel til parkeringspladsen.

Advokat Allan Sørensen fra Penta Advokaterne er forsvarer for de første fire tiltalte - og han fremførte i sin procedure, at forsamlingsforbuddets formulering om at være "til stede" er problematisk, ligesom selve forbuddet efter forsvarerens opfattelse strider mod grundlovens overordnede bestemmelser om forsamlingsfrihed.

 

Hvornår er man til stede?

Forsvareren fremhævede også, at man havde gjort nødvendige tiltag for at adskille folk, således at der ikke var risiko for smitte - og at når man sidder i en bil, er man ikke fysisk til stede.

- Er man til stede, når man sidder i sin bil, hvad hvis man er 50 meter væk, hvad hvis man er 100, 200 meter væk.  Derudover har anklagemyndigheden ikke ført bevis for, at man i grupperne var flere end 50 personer. Derfor skal der ske frifindelse, argumenterede forsvareren, Allan Sørensen.

Retten  i Esbjerg afsiger dom i sagen næste mandag klokken 13.
Anklagemyndigheden vil afvente domstolenes stillingtagen i de fire prøvesager, før der tages stilling til sagerne mod de øvrige 206 sigtede fra Holsted.