Sårbare ældre er nu vaccineret i eget hjem

Der er kommet god gang i vaccinationen af sårbare ældre i eget hjem.

Haderslev Kommune har nu vaccineret nogle af de mest sårbare og ældre borgere i eget hjem.

En af de borgere, der er vaccineret i sit hjem, er 91-årige Egon Andersen fra Gram.

Han har svært ved at forlade sit hjem på 2. sal, derfor blev han fredag vaccineret i eget hjem af praktiserende læge Hans-Iver Kley.

- Jeg synes, det er rart, at jeg kan blive vaccineret hjemme. Det er et halvt år siden, jeg sidst var ude, så det var ikke muligt for mig at blive vaccineret, hvis ikke de kom ud til mig, siger Egon Andersen i en pressemeddelelse fra Haderslev Kommune.

Det er vaccinen fra Pfizer/BioNTech, der benyttes, og udfordringen har været at finde en forsvarlig måde at transportere vaccinen på, idet den er skrøbelig og har en begrænset holdbarhed, når den er blandet op.

- Man har man fundet ud af, at vaccinen godt kan transporteres over kortere afstande og under særlige forhold, efter at den er opblandet. Derfor er det også rigtig godt, at vi sammen med praktiserende læge Hans-Iver Kley fik vaccineret alle 25 borgere, siger Rolf Dalsgaard Johansen, direktør for Voksen og Sundhed.

Borgerne, der tilbydes ekstra hjælp i forbindelse med vaccinationen og vaccination i eget hjem, tilhører målgrupperne to og tre.

Disse målgrupper omfatter dels borgere over 65 år, som får praktisk hjælp og personlig pleje i hjemmet, dels alle ældre over 85 år.

I Esbjerg Kommune blev de første vaccineret i eget hjem torsdag. De kommende uger vil vaccination i eget hjem brede sig til alle kommuner i Region Syddanmark og Region Midtjylland.