Smittetrykket falder i alle kommuner - undtagen en enkelt

Sønderborg Kommune er ene om at have flere smittede torsdag end dagen før - og stigningen er kun på to personer.

59 borgere i Sønderborg Kommune er i dag smittede mod 57 onsdag. Det medfører et incidenstal på 80 smittede pr. 100.000 personer.

Alle øvrige 13 kommuner i TV SYDs område har oplevet et fald i antallet af smittede. På Fanø er der nu slet ingen smittede.

Totalt set er der torsdag 873 smittede i de 14 kommuner, hvilket er 71 færre end onsdag.

Stort fald i Varde

Varde Kommune har haft det største fald på 20 personer. Torsdag er der 45 smittede i vestkystkommunen, der har været hårdt ramt i nogle uger. Søndag den 21. november toppede smitten således med 154 personer og et incidenstal på 308, hvor det torsdag er nede på 90.

De øvrige 11 kommuner deler nedgangen i antal smittede nogenlunde jævnt mellem sig. Der er fortsat relativt mange smittede i de nordlige kommuner i sendeområdet Vejle, Hedensted og Horsens. 

Rekordhøj smitte på landsplan

På landsplan er det daglige antal bekræftede coronatilfælde rekordhøjt for anden dag i træk.

Der er torsdag registreret yderligere 1.605 coronasmittede, viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut. Onsdag var smittetallet 1.586.

28. november var der 1.636 coronatilfælde, men her var der testsvar for mere end et døgn.

Smittetilfældene er fundet i knap 78.000 coronaprøver. Det svarer til, at 2,06 procent af prøverne har været positive for covid-19.

Det er på linje med positivprocenten de seneste to dage. Det er det højeste niveau i den seneste tid.

Se de aktuelle smittetal fra de lokale kommuner på kortet herunder: