Soldat til stor militærøvelse i Oksbøl ramt af corona

Frem til 2. oktober afholdes en stor militærøvelse i Oksbøl med omkring 2500 soldater.

Omkring 2500 soldater deltager i disse dage i den store militærøvelse Brave Lion i Sydvestjylland.

Tirsdag oplyser Forsvarskommandoen, at en soldat til øvelsen er registreret smittet med covid-19.

Den smittede meldte sig søndag, og hans gruppe er nu isoleret, mens de venter på at blive testet.

Alle den smittede har været i kontakt med isoleres

Derudover arbejdes der på at isolere alle, den smittede har været i kontakt med.

- Det er naturligvis ikke godt, at der er konstateret smitte hos en soldat på øvelsen, siger brigadegeneral Henrik Lyhne, der er ansvarlig for øvelsen.

- Vi har procedurer på plads, og vi håndterer nu tilfældet, lige som vi ville gøre, hvis det ikke var en øvelsessituation, men en indsats i et konfliktområde, lyder det.

Håndsprit og mundbind en del af øvelsen

Øvelsen finder sted i skyggen af coronapandemien, og der er derfor blevet taget flere forholdsregler. Blandt er håndsprit og mundbind tilgængelig for soldaterne, og soldaterne har været delt i mindre grupper.

Som en del af forholdsreglerne har alle også skullet melde sig, hvis de har følt sig sløje.

Det har betydet, at omkring 40 er testet for covid-19 de seneste dage, og en af dem har altså været positiv.

Danske, estiske og lettiske soldater i lejren

Ved øvelsen træner soldater fra otte regimenter fra hele landet sammen med kolleger fra Estland og Litauen.

En del af soldaterne i øvelsen indgår i en ny beredskabsstyrke under forsvarsalliancen Nato, der med kort varsel skal kunne rykke ud.

Ud over soldater fra hæren medvirker 600 soldater fra Hjemmeværnet, ligesom Flyvevåbnets F-15-kampfly og helikoptere medvirker.

Øvelsen, der er den største i hæren i år, varer frem til 2. oktober.